”Maskerede udsagn” er kort fortalt udsagn, der formuleres som spørgsmål.
I mit arbejde med børn og forældre hører jeg ofte eksempler på denne form for kommunikation. Det kan være forældre, der spørger deres barn: ”Har du lyst til at børste tænder nu?” eller ”Hvad siger du til at gå i seng?”. I nogle tilfælde kan der selvfølgelig være tale om et spørgsmål, men ofte gemmer der sig et udsagn bag spørgsmålet: ”Nu skal du børste dine tænder” og ”Nu er det sengetid”.
Et andet klassisk eksempel er, når vi kvinder stiller vores mand eller kæreste følgende spørgsmål, fx i forbindelse med en fest: ”Du skal da ikke have den dér skjorte på, ska’ du?”. Sætningen er formuleret som et spørgsmål, men det er tydeligt at høre udsagnet bag: ”Jeg synes ikke, du skal have den skjorte på”.
Problemet med maskerede udsagn i forældre-barn relationen er, at spørgsmålsformen giver barnet en valgmulighed, som det måske reelt ikke har. For når dit barn svarer: ”Nej, jeg vil ikke børste tænder” eller ”Nej, jeg vil ikke i seng nu”, så er det jo langt fra altid, at du som forælder siger: ”Det er så i orden”. Tværtimod vil responsen ofte være: ”Jamen, det skal du!”.
Dit barn bliver således ”inviteret ind i en gættekonkurrence”, hvor det skal regne ud, hvad du egentlig mener, og svare på dette spørgsmål. Det er efter min mening alt for store krav at stille til et barn.
Når du som forælder formulerer dig ved hjælp af maskerede udsagn kan det være, fordi du er consensus-søgende og konfliktsky og af den grund har svært ved at håndtere negative følelsesmæssige reaktioner fra dit barn. Af samme grund forsøger du at skabe en situation, hvor dit barn når til enighed med dig (”Ja, okay mor, nu kan jeg også godt se det fornuftige i at gå i seng nu…”). Dette er både urealistisk og alt for meget at forlange af et barn.
Konsekvensen af en sådan uklar og ”læse-mellem-linjerne” kommunikations-og samværsform kan blive en intolerance hos dit barn overfor forskellighed og uenighed. Dit barn lærer simpelthen ikke, hvordan det kan lytte til og følelsesmæssigt rumme divergens. Når barnet bliver voksen, kan han eller hun være tilbøjelig til at gentage mønsteret i relation til andre voksne og egne børn, med mindre han eller hun bliver bevidst om det og ønsker at ændre på det.
Vil du som voksen og forælder undgå denne uhensigtsmæssige måde at kommunikere på, skal du øve dig i følgende:
1) At give dig selv retten til at tænke, føle og mene, som du gør
2) At give andre, inkl. dit barn, retten til at tænke, føle og mene, som de gør
3) At holde stand, når du bliver udfordret på dine meninger og holdninger, fx af dit barn, dvs. tage forælderansvaret på dig
4) At følelsesmæssigt rumme uenighed og forskellighed, herunder de følelsesmæssige reaktioner, der kommer fra dit barn, når du holder stand, og
5) At være sammen med andre med de forskelligheder og uenigheder, der kendetegner jeres relation.
Det er lettere sagt end gjort! Men du kan øve dig i det. God fornøjelse… 🙂 Husk på, at dit barn hellere vil have en tydelig forælder end at få lov til at bestemme alting.