I efterårets FOF katalog kan man læse forskellige fremtidsforskere og trendspottere komme med deres bud på, hvilke fritidsinteresser vi kommer til at dyrke i fremtiden – hvad der bliver populært at gå til, når vi har fri.
En af de adspurgte – ”Louise Byg Kongsholm, CEO, pej gruppen” – spår følgende tre kurser en lovende fremtid: Napercise, Drop in Silence og krammekurser.
Hun beskriver kurserne således: ”Napercise er udviklet at den britiske fitnesskæde David Lloyd Gyms. Helt basalt er det en fitnesstime, hvor deltagerne tager en 45 minutters lur. Drop in Silence er ligeledes et koncept, hvor man efter en hektisk arbejdsdag har mulighed for at komme ind fra gaden og få 90 minutters fuldkommen stilhed uden mobiltelefoner, computere og andre forstyrrende elementer. Derudover tilbydes også krammekurser, hvor man kan blive en såkaldt ”snuggle buddy”” (s. 55).
Jeg blev helt paf, da jeg læste beskrivelsen! Kan man nu gå til ”middagslur”?! Kan man virkelig tage hen i et fitnesscenter for at sove en middagslur?! Hvem gør det? Hvem er det, der ikke gør det derhjemme? Hvad er det for et liv, vi lever (i den vestlige verden) der gør, at vi ikke kan tage en middagslur hjemme, men er nødt til at tage hen i et fitnesscenter for at få det behov opfyldt? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Jeg mærker desuden en voldsom modstand overfor Louise Byg Kongsholms måde at italesætte denne trend på: ”Napercise er udviklet af…”. Nej, nej, det er ikke en fitnesskæde, der har udviklet middagsluren! Den har sgu da eksisteret i hundredevis af år! Hvorfor vælger du at italesætte du det på den måde, som om det er noget nyt og hipt?
Og hvad med Drop in Silence? Tænk, at nogle mennesker har brug for et kursus eller et hold for at legitimere deres behov for at slukke diverse elektroniske apparater! Det er da sørgeligt, er det ikke?
Krammekurser – hvem er målgruppen, det er tiltænkt? Forældre og børn, der ikke rører ved hinanden, fordi de kun rører ved deres smartphones? Kærester, der er holdt op med at røre hinanden, fordi de er blevet så optagede af de sociale medier, elektroniske nyheder og hvad ved jeg, at de ikke længere har nogen fysisk kontakt? Hvornår blev det odiøst at se en film i sofaen sammen med sin mand, mens man sidder tæt op ad hinanden? Er det kun hjemme hos os, at vi åbenbart er totalt oldschool?
Da jeg læste dette interview, slog jeg det i første omgang hen. Det var simpelthen for langt ude, tænkte jeg. Men nu er jeg ikke længere så sikker…
I denne uges udgave af Ingeniøren (min mands fagblad, som jeg også nogle gange kigger i) kan man nemlig læse en artikel af Erik Holm, hvor han interviewer læge og innovationschef Imrad Rashid, forfatter til bogen ”Sluk – kunsten at overleve i en digital verden”. De taler om fremtidens samfund. Erik Holm skriver: ”Han (Rashid) forventer, at fremtidens vigtigste sundhedspersoner bliver psykologer og andre fagfolk, som har med digital sundhed at gøre. Allerede i børnehaven vil vi i fremtiden understøtte den mentale sundhed ved at slukke for digitale apparater og dyrke yoga, meditation og psykisk velbefindende. Den største sundhedsrisiko bliver informations-overload, og derfor skal vi etablere analoge rum hjemme, på jobbet og i skolerne, hvor den digitale verden er forment adgang” (Ingeniøren, 22. september 2017, side 9).
Godt så. Men det lyder samtidig som om, at nogle vil få ekstremt svært ved at lægge elektronikken fra sig; så svært at de ikke vil kunne magte opgaven selv, men får brug for hjælp, i form af kurser og lignende, til at være i ro med sig selv og i nærværende kontakt med andre. Er det bare mig, der finder det voldsomt bekymrende, at vi håndterer grundlæggende og helt almindelige menneskelige behov for ro og nærvær ved at skabe kurser uden for hjemmet og uden for arbejdspladsen? At vi ikke formår at integrere disse behov i vores helt almindelige liv på daglig basis, i den måde vi lever og arbejder på?
Tankevækkende er det ligeledes, at en samfundsmæssig tendens, der grænser en tragedie, bliver konceptualiseret og ”smartificeret”. At nogle slår sig op som ”opfindere” af middagsluren, og som kejserens nye klæder får folk til at gå til det. Ved at beskrive det som ”innovativt” kan man som forbruger/medarbejder/befolkning købe sig legitimiteten til at holde en pause. Men det er tilsyneladende den vej, det vil gå. I hvert fald hvis man spørger Imrad Rashid. Ifølge ham vil vi i fremtiden få A- og B-hold, når det gælder den teknologiske udvikling: ”Der vil være dem, som bruger teknologien sundt, tager gode valg og styrker deres børns vedholdenhed, inden de får adgang til den digitale slikbutik. Og så vil der være dem, der ikke har ressourcerne. Man kan forestille sig, at B-holdet vil få et liv fuldstændig styret af algoritmer. A-holdet vil stå imod og bruge teknologien til at tjene penge på dem, som ikke kan styre det.” (ibid, side 8).
Hvis vi som psykologer vil være med på bølgen, skal vi altså være dem, der udbyder 1) lydtætte rum, hvor folk kan tage middagslure, 2) smukke udendørsarealer, hvor man kan nyde naturen, stilheden og roen, imens ens mobiltelefon ligger lukket inde i en boks, og 3) nye former for socialt samvær, hvor fremmede mennesker hjælper hinanden med at dække et basalt behov for fysisk kontakt gennem knus og kram.
Og ja, måske skal vi det, men skal vi ikke også gøre noget, for at samfundet bevæger sig i en anden retning?
Som privatpraktiserende psykolog er det en af mine fornemmeste opgaver at være nærværende. Jeg er nærværende, når mine klienter kommer ind ad døren og fortæller deres historie, for jeg vil både have fat i det, de siger, men også i alt det, der bliver sagt mellem linjerne og i deres kropssprog. Og jeg er ikke alene; forskning viser, at psykologer generelt bruger…er det syv gange så meget…psykisk energi i løbet af en terapeutisk samtale, som man gennemsnitligt bruger i en almindelig samtale. Det er således krævende at være nærværende, fokuseret og koncentreret. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Jeg er også et temmelig roligt menneske, både kropsligt og mentalt. Jeg lider ikke af tankemylder; tværtimod er mine tanker forholdsvis velordnede og som oftest ikke til gene for mig selv. Alligevel er der noget, jeg synes er udfordrende, nemlig at holde fri. Jeg kan sagtens tage mig en middagslur, hvis jeg skulle få lyst til det. Jeg kan også sætte mig i sofaen og lytte til mit eget åndedræt i tre minutter og lige grounde mig selv, og jeg sidder ikke og kigger i min telefon hele tiden, hverken når jeg er sammen med andre eller når jeg er alene. Når jeg engang imellem kører i S-tog, er jeg som regel den eneste i en fuld kupé, der sidder og kigger ud af vinduet. Alle andre har hovederne nede i deres telefoner.
Men alligevel kan jeg have svært ved at holde fri, når jeg har fri. Det er nok en selvstændig virksomhedsejers lod, men alligevel. Hvad er det, der gør, at jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal bruge min tid? Det føles ikke som et fravær af nærvær, men hvad er det så (åbent spørgsmål)? Det føles ikke som informations-overload, men hvad er det så (åbent spørgsmål)? Hvad er det med den her fornemmelse af at skulle noget? Det er ikke en følelse, jeg tror jeg er alene med…
Paradokset omkring nærvær er et jeg har været optaget af i mange år, også før jeg blev klar over, at der er noget, der hedder mindfulness. Som forholdsvis nyuddannet fik jeg arbejde i en privat praksis, hvor jeg skulle have syv samtaler om dagen. Eller rettere sagt: Tre dage om ugen havde jeg syv samtaler dagligt, den fjerde dag foretog jeg en fire timers psykologisk undersøgelse (som regel i forbindelse med sager omkring førtidspension) med anamnese og diverse tests (WAIS, Rorchach, mv.), hvis resultater jeg scorede om eftermiddagen. Ugens sidste arbejdsdag blev brugt på at skrive rapport. Sådan gik ugerne og månederne, indtil jeg gik ned med arbejdsbetinget stress.
Stressen skyldtes, at jeg, i alle de arbejdsopgaver, der involverede klientkontakt, bestræbte mig på at være så nærværende som overhovedet muligt. Ja, jeg havde selvfølgelig også dårlige dage indimellem, hvor det ikke altid lykkedes, men for mig var det en underliggende præmis i mit arbejde som psykolog, at jeg skulle være mellem 90-100% nærværende under hver samtale.
På et tidspunkt i min ansættelse spurgte jeg min daværende chef, hvordan han kunne holde til at have så mange klienter. Han havde nemlig en ligeså stor arbejdsbyrde som jeg. Til dette svarede han: ”Ved at være 60% nærværende”! For mig var dette svar fuldstændig indlysende, ja nærmest en åbenbaring, og det fik alle brikker til at falde på plads i mit hoved. Forinden havde jeg jo tænkt, at der måtte være et logisk forhold mellem kvalitet og kvantitet; jeg havde bare aldrig troet, at nogen ville slække (så meget) på kvaliteten for at opretholde kvantiteten! Det var i hvert fald ikke sådan, jeg ville praktisere psykologfaget, og derfor endte jeg også med at sige op.
Men nu står jeg i den situation, at jeg overvejer, om man kan være for nærværende?
Kan det at være nærværende også blive en form for overload?
Når jeg spørger, er det fordi jeg som psykolog oplever, at en af ulemperne ved at være så nærværende er en følelse af at ”overtage”, om jeg så må sige, den energi, som klienten er kommet af med ved at fortælle sin historie. Selvom der selvfølgelig ikke er tale om en fysisk masse, man kan måle og veje, kan jeg alligevel godt have en fornemmelse af, at energien har flyttet sig fra klienten til psykologen (klienten er nu lettet – ih, hvor var det dejligt at få italesat alt det, der havde hobet sig op og få det ud af systemet). Selvom jeg hverken er en psykolog, der tager samtalerne med hjem eller bliver dybt følelsesmæssigt involveret, så sker der alligevel noget, der opleves som en overdragelse af energi. Man har hjulpet klienten, men sidder nu selv tynget. Kvantitativt.
Hvad gør man (læs: jeg) med den energi?
Som sagt tidligere opleves det som et resultat eller en konsekvens af at have været nærværende snarere end et tegn på åndeligt eller mentalt fravær.
—
Jeg tænker, at nærvær under alle omstændigheder indebærer valg. Dels skal man grundlæggende vælge nærværet til. Men man skal også vælge, hvad man sætter i fokus. For nærvær, bevidsthed, skærpet opmærksomhed, eller hvad vi nu kalder det, kan den menneskelige hjerne nemlig kun have på én ting ad gangen, og der er altid mere end én ting i spil.
Dels har vi vores fem sanser. Vi kan se, lytte, lugte, smage og mærke. Når du øver dig i at fokusere på, hvad du fx kan høre, ja, så må de andre sanseindtryk træde i baggrunden, ellers mister du nærværet. Der er altså hele tiden noget i forgrunden og noget andet i baggrunden, når du er nærværende.
Og det drejer sig ikke blot om sanserne. Der sker også andre ting omkring os og i os. Vi har vores tanker, vores følelser, vores kropslige reaktioner og bevægelser. Vi interagerer og kommunikerer med andre – og med os selv. Alt i alt er der altid en masse stimuli og foci, vi skal vælge imellem.
Når jeg ser, hvad der postes på eksempelvis facebookgruppen Meditation & Mindfulness i Danmark, så er det næsten udelukkende Mindfulness-retreats og mindfulness-kurser. Stort set ingen skriver om, hvordan de lever mindfuldt. Jeg selv er ingen undtagelse i forhold til den statistik. Jeg tilbyder også et mindfulnesskursus til andre. Vi vil så gerne lære hinanden at være nærværende. Vi vil så gerne give hinanden mulighed for at tage væk fra vores almindelige liv for på den måde at slappe af. På den ene side virker det meningsfuldt, men samtidig føles det underligt og forkert at være en del af et samfund, hvor man ikke kan slappe af i eget hjem, med mindre man flytter til Nordjylland eller Samsø og begynder sin egen snapseproduktion…
Kan vi kun leve mindfuldt og i ro med os selv, når vi fjerner os fra vores daglige tilværelse? Skal vi skiftes til at tage på retreats i hinandens sommerhuse, gårde og lader? Eller hvordan kan vi på anden vis få ro og nærvær ind i vores liv?
Giver det mening? Eller er det bare sort snak fra én, der sidder og skriver blogindlæg fredag aften??
Lad mig gerne høre, hvad I tænker derude. Og så må jeg hellere kombinere al denne nærværskrævende tankevirksomhed med lidt havearbejde i weekenden – der er masser af blade i for- og baghave, der skal rives sammen efter ”hagl-massakren” her på Østerbro forrige søndag.