Har du færdiggjort dit psykologistudie, fundet arbejde og ønsker nu at blive autoriseret?
Autorisation er en praktisk efteruddannelse, som følger det primært teoretiske universitetsstudie. Det tager minimum to år at blive autoriseret. For at blive autoriseret skal du have 160 timers supervision af mere end én autoriseret psykolog, herunder 40 timer hos en ekstern supervisor.
Jeg tilbyder supervision til psykologer med henblik på autorisation, enten individuelt eller i gruppe. Længere nede på siden kan du læse om hvordan. Her kan du også læse udtalelser fra tidligere supervisander.
Ønsker du supervision i gruppe, er det nemmest, at du selv finder nogle med-supervisander. Det kan du gøre ved at spørge rundt i dit netværk eller gennem de sociale medier. På Facebook er der fx en gruppe for “Yngre Psykologer”, hvor flere af de psykologer, jeg superviserer, har fundet hinanden.
DEN NYE PSYKOLOGLOV FRA 2017 – KRAVENE SKÆRPES
Før supervisionsforløbet kan gå i gang, skal vi have styr på en masse formalia. Med den nye psykologlov er der sket en opstramning på blandt andet supervisionsområdet. Det betyder bl.a. at fokus skærpes på det, der kaldes ”patientsikkerheden”.
Hvor mange uautoriserede psykologer tidligere opfattede supervision som noget, der primært, ja måske endda udelukkende, handlede om deres egen faglige udvikling, skal vi nu til at have lige så meget fokus på, hvilken gavn klienterne, patienterne, borgerne eller brugerne vil have af supervisionen.
LÆRINGSMÅL
Det betyder, at du som supervisand skal opstille læringsmål for supervisionen. Disse læringsmål skal omhandle nogle af de konkrete arbejdsopgaver, du beskæftiger dig med i din dagligdag, hvor du ønsker at udvikle dig fagligt. Hvad vil du gerne blive bedre til? Dernæst skal du forsøge at forholde dig til de mulige konsekvenser, det vil have for dine klienter, at du når disse mål.
Nogle supervisander udformer læringsmålene selv, andre gør det med deres leder. Er du offentligt eller privat ansat, bliver din første opgave at skelne mellem læringsmål for hhv. den interne og den eksterne supervision: Hvad skal din leder have ansvar for at lære dig, og hvad skal jeg som ekstern supervisor have ansvar for at lære dig? Dette skal vi have på plads, før end vi kan påbegynde forløbet.
KONTRAKT
For det andet skal vi have udfærdiget en kontrakt. Ansvarsfordelingen skriver vi ind i kontrakten. Du får et udkast til kontrakten tilsendt af mig, og så mailer vi frem og tilbage, indtil begge parter er tilfredse. Du skal sætte en time af til dette administrative arbejde (se under “Priser”).
EKLEKTISK TILGANG
Min faglige tilgang til supervision er eklektisk, dvs. en blanding af de referencerammer, jeg selv er uddannet indenfor: Eksistentialistisk, systemisk, kognitivt og psykodynamisk. Af samme grund vil supervision hos mig være bredt funderet. De senere år har jeg været meget optaget af eksistentialismen og de nyere kognitive retninger (ACT og Compassion Focused Therapy) og inddrager derfor ofte værdibaserede øvelser i supervisionen.
Det vigtigste for mig er, at supervisionen bliver fagligt inspirerende og udbytterig for dig. Det betyder, at jeg inddrager dine ønsker i tilrettelæggelsen af supervisionen.
UDTALELSER FRA TIDLIGERE SUPERVISANDER
“I løbet af min praktiske efteruddannelse for at blive autoriseret som psykolog, modtog jeg 40 timers ekstern supervision ved Lene, sammen med én mere supervisand.
Det var en meget lærerig oplevelse, som adskilte sig en del fra den interne supervision, jeg havde modtaget tidligere. Dette fordi der var plads til at arbejde på et mere personligt plan i forbindelse med hvordan man bruger sig selv som et værktøj i det psykoterapeutiske arbejde. I stedet for kun at fokusere på den enkelte case, formåede Lene at facilitere nogle processer gennem supervisionen, som gav mig en øget indsigt, accept og ændring i min måde at arbejde på som klinisk psykolog. Ud over at det var et meget lærerigt forløb, var det noget jeg så frem til at deltage i, da der altid var en rummelig og behagelig stemning.”
Irene, 33 år, cand.psych., klinisk psykolog
(40 timers ekstern supervision i gruppe)
—————
“I mødet med Lene, som menneske og supervisor, har jeg altid følt mig mødt på en måde, så alt hvad jeg kom ind ad døren med var velkomment.
Mine sager har været grebet nuanceret an, med mange forskellige indgangsvinkler til problemerne. Jeg er altid gået fra supervisionen med større indsigt og klarhed i forhold til den problematik, jeg bragte ind i supervisionsrummet, og Lene har givet mig en vej til at komme videre med komplicerede sager.
Jeg vil til enhver tid anbefale Lene som supervisor.”
Susang, 38 år, cand.psych., klinisk psykolog
(40 timers ekstern supervision)
—————
”Som en del af min praktiske efteruddannelse til autoriseret psykolog, har jeg modtaget individuel supervision hos Lene, som ekstern supervisor. Jeg har valgt at tage mine 40 individuelle supervisionstimer hos Lene.
I begyndelsen tænkte jeg meget over, hvordan 40 timers supervision hos den samme supervisor mon ville være, og om det ville blive for ensformigt. Som tiden er gået, ser jeg ikke de 40 timer som en udfordring, men tværtimod som en styrke i samarbejdet mellem Lene og mig. Lene har fulgt mine refleksioner, overvejelser og perspektiver over længere tid og med forskellige cases. Undervejs har Lenes supervision skabt rum for ny erkendelse og nye handlinger, som jeg konkret har kunnet bruge i mit arbejde som psykolog. Lenes supervisionsstil fungerer for mig ved at være tillidsvækkende og opmærksom samtidig med at supervisionerne skubber til min forståelse af situationerne. Udover dette er Lene metodisk og fagligt en rollemodel og ekstra kilde for inspiration. Dette er for mig et ideelt grundlag for læring.”
Anne Sofie, 28 år, cand.psych., arbejds- og organistionspsykolog
(40 timers ekstern supervision)
—————
”Som led i mit autorisationsforløb har jeg modtaget 40 timers ekstern supervision hos Lene. Supervisionen har omhandlet dels sager, dels personligt udviklingsarbejde og har taget udgangspunkt i såvel sager, der fyldte i mit arbejdsliv som i konkrete øvelser og hjemmeopgaver.
Til dagligt arbejder jeg som neuropsykolog og er omgivet af ligesindede, men har oplevet det som utrolig gavnligt for min udviklingsproces som psykolog at modtage supervision af Lene, der har bidraget med helt nye vinkler på de forskellige problemstillinger, jeg har bragt op undervejs i forløbet. Supervisionen har været af høj kvalitet, og jeg kan kun give Lene mine varmeste anbefalinger som supervisor – også selvom man måske ikke nødvendigvis selv er beskæftiget med psykoterapi.”
Louise 28 år, cand.psych., neuropsykolog
(40 timers ekstern supervision)