Ekstern supervision af uautoriserede og ofte yngre psykologer er en af de arbejdsopgaver, jeg holder mest af. Jeg bliver derfor altid glad, når jeg får en ny henvendelse fra en psykolog, der ønsker at blive superviseret af mig. Oftest er det ”40 timers ekstern supervision”, individuelt eller i en mindre gruppe, der er på tapetet.
Inden supervisionen kan gå i gang, skal vi have styr på en masse formalia. Med den nye psykologlov á 17. juli 2017 er der sket en opstramning på blandt andet supervisionsområdet – hvilket rigtig mange psykologer desværre ikke er klar over.
Opstramningen hænger sammen med, at vi som faggruppe er på vej fra Socialministeriet over i Sundhedsministeriet, hvor også lægerne er. Hermed skærpes fokus på det, lovgiverne kalder for ”patientsikkerhed”.
Hvor mange uautoriserede psykologer tidligere opfattede supervision som noget, der primært, ja måske endda udelukkende, handlede om deres egen faglige udvikling, skal vi nu til at have lige så meget fokus på, hvilken gavn klienterne, patienterne, borgerne eller brugerne vil have af supervisionen.
Læringsmål
Helt specifikt betyder det, at du som supervisand skal opstille læringsmål for supervisionen. Disse læringsmål skal omhandle nogle af de konkrete arbejdsopgaver, du beskæftiger dig med i din dagligdag, hvor du ønsker at udvikle dig fagligt. Der skal med andre ord være noget, du ønsker at blive bedre til. Dernæst skal du forsøge at forholde dig til de mulige konsekvenser, det vil have for klienterne, at du når disse mål.
Nogle supervisander udformer læringsmål i samarbejde med deres leder – hvis de altså ikke er selvstændige psykologer. For psykologer, der er ansat i en offentlig eller privat virksomhed bliver din første opgave at skelne mellem læringsmål for henholdsvis den interne og den eksterne supervision. Hvad skal din leder have ansvar for at lære dig, og hvad skal jeg som ekstern supervisor have ansvar for at lære dig? Dette skal vi have på plads, før end vi kan påbegynde supervisionsforløbet.
Ansvarsfordelingen lader til at blive et centralt element i den nye psykologlov, da vi som psykologer, ifølge flere lovkyndige, jeg har talt med, fremover må forventes at få flere klager. Med skiftet til Sundhedsministeriet vil disse klager ikke længere afgøres af Etisk Nævn, som de bliver nu, men af et Disciplinærnævn. Der er således ikke tale om en etisk, men en juridisk procedure. Vi kan med andre ord blive dømt for at have gjort noget forkert. I sidste instans kan vi miste vores autorisation. For at undgå dette, må vi have ansvarsfordelingen på plads.
Supervisor skal skrive journal
Det skal ske med henholdsvis læringsmål og en kontrakt. Sidstnævnte har vi jo skullet udfærdige hele tiden, men vi kan som noget nyt vælge at skrive ansvarsfordelingen ind i kontrakten. Derudover er vi som supervisorer med den nye psykologlov forpligtede til at skrive journal, når vi har supervision. Det var vi ikke tidligere. Disse journalnotater skal gemmes i fem år.
Det kan være, at du tænker: ”Hold nu op, hvor er det omstændeligt, og er det overhovedet nødvendigt?!”. Min respons til både udtalelse og spørgsmål er ”ja”. Vi er nødt til at tænke et worst case scenario – ikke fordi vi forventer det værste, men fordi at vi er mere sikre, hvis det værste skulle ske. Vi tager heller ikke sikkerhedssele på, fordi vi forventer at blive involveret i et biluheld. Vi gør det, fordi at vi er mere sikre, hvis det skulle ske. Det er det samme princip, der er i spil her.
Jeg var deltager i en supervisor uddannelse i efteråret 2017, da jeg sammen med 15 andre psykolog-specialister blev præsenteret for den nye psykologlov, og de konsekvenser den har. Vi blev ret skræmte, kan jeg fortælle dig. Og mange af os blev optagede af at få læringsmål og ansvarsfordeling ind i vores supervisionsforløb.
Der var særligt ét eksempel, vi diskuterede: Forestil dig, at du er supervisor (intern eller ekstern) for en psykolog, der arbejder i en PPR, og hvis arbejdsopgaver blandt andet indbefatter supervision af personalet på en kommunal daginstitution. Forestil dig, at der på denne institution sker en ulykke, hvor et barn kommer alvorligt til skade. Forældrene klager over personalet, som til gengæld klager over den supervision, de har modtaget af PPR-psykologen. Hvis personalet har taget noter til supervisionen og PPR-psykologen ikke har, vil denne fremover stå ganske svagt, hvis sagen ender i Disciplinærnævnet. Det er blandt andet her, at ”patientsikkerheden” kommer i spil. Personalet på den kommunale institution, som i dette tilfælde betragtes som ”patienten” vil altså have større chancer for at få medhold, hvis de har skriftlige noter fra supervisionen og psykologen ikke har. Det samme vil gælde, skulle PPR-psykologen vælge at klage over den supervision, vedkommende selv har modtaget af sin interne eller eksterne supervisor. Klagerne kan vi modtage i op til fem år efter, vi har udført arbejdsopgaven. Det er ret lang tid. Og – svært at huske, hvis vi ikke har nedfældet noget på papir.
Jeg tænker ikke, at vi skal forvente et hav af klager. Ej heller opfordrer jeg til, at vi fremover skal drive frygt-baseret psykologarbejde. Men hvis vi hver gang, vi har supervision, skriver journal eller tager et foto af whiteboarden, hvis vi har brugt den som værktøj, så behøver vi ikke at gå og bekymre os om det. Og det synes jeg er en god ting. For så kan vi koncentrere os om at praktisere vores arbejde, herunder bistå uautoriserede psykologer i deres faglige og personlige udvikling.
Kh. Lene