Denne selvfede overskrift dækker over et mål, jeg har nået i mit arbejdsliv, som betyder vældigt meget for mig. Det har længe ligget mig på sinde at blive supervisor på specialistniveau.
Jeg synes, at supervision af psykologer er en fantastisk inspirerende arbejdsopgave. Det er berigende at følge og bidrage til andre psykologers faglige og personlige udvikling. Samtidig bidrager supervisanderne, helt upåagtet, til min. TAK for det.
Desværre får supervisionsopgaven ikke altid den respekt og anerkendelse, som den fortjener. Det er fx en af de arbejdsopgaver, som nyuddannede psykologer får smidt i skødet og forventes at kunne varetage med det samme. Som regel skal de ikke supervisere psykologfæller, men andre faggrupper (lærere, pædagoger, etc.). Nogle gange uden at de selv har modtaget ret meget supervision. Ofte uden at de er sig bevidste, at supervision faktisk er en temmelig omfattende disciplin i sig selv.
Jeg skal indrømme, at jeg selv først for alvor er blevet klar over, hvilket ansvar der ligger i supervisionsopgaven, i forbindelse med at jeg har uddannet mig til supervisor på specialist-niveau. Her er man forpligtet til at modtage 30 timers undervisning om supervision, samt modtage 20 timers supervision på supervision, for at få titlen godkendt. Derudover skal man inden for minimum to år efter godkendt specialistuddannelse yde 120 timers supervision.
Som jeg har skrevet i et tidligere blogindlæg, blev jeg og de 15 øvrige deltagere på supervisor-uddannelsen ret forskrækkede, da det gik op for os, hvilket ansvar der er forbundet med opgaven; et ansvar, der er blevet skærpet i forbindelse med den nye psykologlov á 2017. Men jeg må samtidig sige, at det er et ansvar, jeg glædeligt påtager mig.
Ansvaret betyder helt konkret, at jeg forbereder mig til et supervisionsforløb grundigere end tidligere. Det betyder, at jeg forholder mig kritisk til supervisandens ønsker til forløbet og sammenholder disse med hvad jeg selv kan tilbyde. Det betyder, at jeg nu sørger for, at både læringsmål og kontrakt er på plads inden opstart. Ja, det er omstændeligt og tidskrævende at få alle formalia på plads, og det koster supervisanden en time i administrations”gebyr”, men det er dælme seriøst. Og jeg vil gerne være seriøs, når det gælder supervision.
Det gavner nemlig ingen, at jeg tilbyder supervisanden et forløb, der skal omhandle emner, jeg ikke ved en snus om (eksempelvis visse tests). Ej heller er det befordrende, hvis supervisionen træder for meget ind over andre fagspecifikke områder, såsom undervisning og egenterapi. Det skal vi have afgrænset, før vi går i gang med forløbet. Men supervision er samtidig et grænseområde, dels fordi det er og bør være psyko-edukativt, og dels fordi vi psykologer bruger os selv som arbejdsredskab.
Hvad supervision ikke er
Jeg vil gerne skrive lidt om, hvad supervision ikke er. Det vil jeg, fordi der på nogle private og kommunale arbejdspladser rundt om i landet hersker visse fejlopfattelser af, hvad supervision er. Disse forforståelser bidrager, som jeg ser det, til underkendelsen af supervisionsopgaven. Jeg håber med dette blogindlæg at bidrage til at afvikle nogle af ”myterne”.
Sig farvel til ”sags-supervision” og goddag til ”sags-konsultation”
Der findes flere forskellige former for supervision: Individuel supervision, gruppesupervision, intern supervision, ekstern supervision og kollegial supervision. Og så findes der et udbredt begreb, der hedder ”sags-supervision”. Ret beset er dette begreb et oxymoron. Begrebet skulle i stedet hedde ”sags-konsultation”. Hvorfor nu det?
Fordi supervision ALTID indebærer et fokus på, hvordan et bestemt individ udfører en opgave. Man kan ikke tale om opgaven, sagen eller om de personer, sagen involverer, uden at tale om, hvordan individet udfører opgaven. Jo, det kan man selvfølgelig godt, men så skal man bare kalde det for noget andet end supervision. Man skal kalde det for ”konsultation”.
Med ordet ”supervision” understreges nemlig det faktum, at det betyder noget, hvem der udfører opgaven (ikke at forstå som at nogle udfører jobbet bedre end andre). At fx selvom flere personaler på den samme arbejdsplads har samme arbejdsopgave, forholder de sig til og udfører opgaven på deres respektive måder. Dét skal foldes ud i supervisionen.
Det er nødvendigt, at du skriver dig dette bag øret, når du laver gruppesupervision. For selvom du sidder med en gruppe af supervisander, der arbejder sammen til daglig og ønsker at tage en fælles sag op, som flere eller alle er involveret i, så skal supervisionen foregå på ”individ-niveau i en gruppe-kontekst”. Den individuelle røst skal høres og udfordres i det fælles.
Individuel og subjektiv
Supervisionen har også altid et subjektivt fokus. Vi kan ikke tale objektivt om en borger, en familie, et kommende netværksmøde, en klientsamtale, en psykologisk undersøgelse eller hvad ved jeg. ”Sagen” ses altid igennem et par subjektive briller (eller flere).
På nogle arbejdspladser er der desværre ikke tid til at ”folde subjektiviteten ud”. Der tales i et sprog, som understøtter opfattelsen af, at det er ligegyldigt, hvem af de ansatte, der udfører arbejdsopgaven. Og måske også, at den enkelte medarbejders faglige udvikling ikke anses for relevant for udførelsen af arbejdsopgaven. Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne komme den opfattelse til livs!
Kald opgaven ved rette navn
Hvis en supervisand eller en supervisionsgruppe beder om at få supervisors anbefaling til, hvad de bør gøre i en konkret sag: ”Kan vi ikke bare tale om sagen; der er netværksmøde på tirsdag, og jeg er usikker på, hvad der vil være bedst at tilbyde familien…?!”, så er det vigtigt, at du som supervisor gør supervisanderne det klart, at der så er tale om sags-konsultation. Om du vil tilbyde sagskonsultation er op til dig. Du kan vælge at sige: ”Okay, vi gør det”, så længe du kalder opgaven ved rette navn. Det er i al fald min anbefaling.
Sårbarhed og gode råd
Hvad der skal tages op, og hvad de øvrige deltagere skal komme med af former for input, når casen er blevet foldet ud, er først og fremmest op til supervisanden. Måske ønsker han eller hun de andres blik på, hvilke dilemmaer, der er i spil. Måske vil vedkommende gerne have de andres råd i forhold til, hvad han eller hun skal gøre nu.
At tage en sag op, som man synes ikke gik særlig godt eller ikke ved, om man greb ordentligt an, kan være sårbart. Som supervisand kan man være i tvivl om, hvordan man kan håndtere en samtale eller klienttype anderledes næste gang, noget tilsvarende kommer ens vej. Det kan også være, at man føler usikkerhed i forbindelse med en kommende og måske ny arbejdsopgave. For mange fører usikkerhed, tvivl og manglende erfaring en sårbarhed med sig, som kun skærpes i de supervisioner, hvor supervisanden ønsker de andres råd. For hvordan giver man råd på en god og konstruktiv måde?
Min erfaring med rådgivning i en supervisionskontekst er, at det kræver en supervisor, der kan ramme opgaven ind og præcisere overfor teamet, hvad opgaven indebærer – og måske især hvad den ikke indebærer. Det kræver en supervisor, der tør gribe ind og afbryde, hvis nogen har misforstået opgaven eller anvender en sprogbrug, der har en underkendende effekt. Dette kan være en ganske udfordrende opgave for en supervisor.
Lyt og læg dine egne projekter på hylden
At sikre sig at supervisionen bliver anerkendende, kan man sandsynligvis ikke, men efter min bedste overbevisning kan man komme langt ved at gøre sig umage med at lytte til supervisandens ord: Hvad er det, der er på spil for supervisanden? Hvad er det egentlig, han eller hun ønsker at få ud af supervisionen? Det bør efter min mening altid være vigtigere, end hvad supervisandens sag vækker i dig, selvom resonans også er central i supervisions øjemed.
Jeg oplever desværre nogle gange, at dem, der har siddet og lyttet, bliver for optagede af, hvad der sker i dem selv, hvad de kommer til at tænke på eller mindes fra deres eget (arbejds-)liv. De fjerner deres opmærksomhed for langt væk fra supervisanden og bliver for optagede af, hvad de selv har gjort, som virkede godt for dem. Når de ytrer sig, kan den omsorg, der ligger i de ”gode råd” derfor opleves som det præcis modsatte. Som om supervisanden ikke gør sit arbejde godt nok. Derfor gælder det virkelig om at lære og træne supervisander i, hvorledes der gives feedback. Skal du i gang med at supervisere, vil jeg anbefale, at du starter ud med at undersøge, hvad supervisanderne ved om supervision og har af erfaringer med supervision. Lad være med at tro på forhånd, at supervision er noget enhver fagperson mestrer uden øvelse. Min personlige erfaring er, at det kan være noget af et kunststykke at lære ikke-psykologer denne ”opmærksomheds-drejning”, hvor man lægger sine egne projekter på hylden og sætter sig i supervisandens sted. Men selvfølgelig kan det læres.
Gentag sprogbrugen
En anden let-at-forstå-men-sværere-at-praktisere praksis er at anvende samme ord, samme vendinger og samme begreber som supervisanden har anvendt, mens vedkommende blev interviewet af supervisor. Lytter du til den sprogbrug, supervisanden anvender og gentager de mest centrale ord og begreber, så vil det af de fleste opleves som anerkendelse. På samme måde kan anvendelsen af andre ord opleves som det modsatte – også selvom ordene ikke er vidt forskellige. Men ingen af os kender den præcise betydning et ord har for en anden person, og derfor ved vi heller ikke, om det er okay for supervisanden, at vi erstatter et ord med et andet (fx ”irriteret” med ”sur”). Holder vi os ”tekstnært” til opgaven, vi har fået, giver vi supervisanden mulighed for at holde fokus på de indspark, vi kommer med.
Undgå tolkning
Lad også være med at tolke på det, du har hørt. Nogle supervisander eller supervisorer kommer til at introducere nye ord og begreber: ”Det lyder på mig som om X konkurrerer med sine kolleger, når hun går på arbejde…”. Hvis supervisanden ikke selv har brugt ordet ”konkurrerer” eller ”konkurrence”, vil jeg klart anbefale, at du fraviger fra ”oversættelser” af denne art. Hold dig til de begreber, der er blevet anvendt i interviewet – der plejer at være rigeligt at tage af – derved skaber du de bedste vilkår for supervisandens faglige udvikling.
Supervision vs. egenterapi
Supervision er heller ikke egenterapi. Igen er der her en hårfin balance imellem de to, idet vi, som nævnt tidligere, er vores allerfineste arbejdsredskab. Det er jo dine ører, der lytter og dine øjne der ser klienten og dennes kropssprog. Derfor er fx frekvensen, dine ører er indstillet på, heller ikke irrelevant. At lære dig selv at kende er yderst vigtigt. Det gør dig nemlig i stand til at adskille klienten (eller supervisanden) fra dig selv – og omvendt. Det skaber en bevidsthed om, hvad der er på spil i dig i stedet for at blive mystificeret over dine egne reaktioner. At være bevidst – eller mindful som det hedder nutildags – omkring alt det, du har i din ”rygsæk” fjerner ikke din fortid, dine præferencer eller dine fordomme, men det mindsker forhåbentlig størrelsen på dine blinde pletter.
Som supervisor kan man sagtens komme ud for, at supervisanden eller supervisanderne har mere brug for at tale om deres trivsel/mistrivsel/indbyrdes samarbejdsrelationer/ hvordan de har det, etc. uden at have en sag at knytte det op på.
Også her kan man som supervisor vælge at give individet eller gruppen det rum, de har brug for. Igen er det vigtigste, at vi kalder tingene ved rette navn. Jeg kan sagtens tale med en supervisand om noget privat, der presser sig på, så længe jeg tager ansvar for at trække tråde hen eller tilbage til vedkommendes arbejdsliv. Fordi arbejdsliv og privatliv gensidigt påvirker hinanden, tillader jeg som supervisor, at noget privat kommer på tale, hvis og når det har relevans for supervisandens professionelle virke.
Alternativt kan du som supervisor vælge at anbefale supervisanden at dykke mere ned i problematikken i en anden kontekst, hvis supervisionsrummet ikke er til det, eksempelvis egenterapi. Husk at det er dig som supervisor, der sætter dagsordenen for supervisionen.
Personlige livsværdier
Min indgang til længerevarende supervisionsforløb er ofte den eksistentialistiske, med fokus på supervisandens eller supervisandernes personlige livsværdier. Her kan man virkelig tale om en gråzone mellem supervision og egenterapi. Tit sker der det, at den eksistentialistiske tilgang giver supervisanden lyst til at arbejde videre med de forskellige tematikker og livsværdier i en anden setting (du kan nemlig ikke være både supervisor og terapeut for den samme person). Min erfaring som supervisor er, at kendskabet til de personlige livsværdier giver supervisanden et yderst veldefineret fundament at fortsætte sin faglige udvikling ud fra.
Du har som supervisor måske en anden tilgang, der er brugbar for dig og dine supervisander. I min optik er mangfoldighed og diversitet kun positivt. Hvis du har lyst til at skrive, hvordan du gør, og hvad du tænker om mine holdninger til supervision, så er du velkommen til at skrive til mig.
Kh. Lene