• Bøvler du med familie eller venner og har vanskeligt ved at slappe af, når I er sammen?
• Har du svært ved at finde kærligheden eller at få parforhold til at fungere?
• Står du midt i en skilsmisse uden at ane, hvordan du og børnene skal klare jer gennem krisen?
• Oplever du mistrivsel på dit arbejde?
• Har du været i en relation, som sluttede pludseligt og uden du forstod hvorfor?
– LÆR DINE PERSONLIGE VÆRDIER AT KENDE
Dette forløb er til dig, som ønsker at skabe en positiv forandring i dit liv. Måske er du træt af altid at havne i de samme situationer, uden at du forstår hvorfor. Måske er du bare nysgerrig på dig selv. Uanset dit udgangspunkt, vil du blive klogere og mere handlekraftig ved at lære dine personlige livsværdier at kende.
Nedenfor kan du læse i detaljeret form, hvad forløbet indeholder, men først nogle ord om min idé med forløbet:
HVORFOR ARBEJDE MED VÆRDIER?
Det er min påstand, at du, ligesom alle andre mennesker, lever dit liv efter bestemte livsværdier. Livsværdier er en slags pejlemærker eller fikspunkter, der guider dig. Hvis du ikke havde livsværdierne, ville du sandsynligvis være både rodløs og identitetsløs, og alt ville være ligegyldigt eller lige gyldigt.
VÆRDIER OG SOCIALE RELATIONER
Dine personlige værdier kommer i spil, når du er sammen med andre. Du kender sikkert til, at der kan være stor forskel på, hvordan du har det med de mennesker, du omgås: Nogle relationer opleves ukomplicerede og ligetil, mens andre er anstrengende, utrygge og konfliktfyldte. Den forskel kan meget vel have med jeres personlige værdier at gøre.
VI LEVER VORES VÆRDIER
En personlig værdi er ikke blot noget du har, men noget du lever. Hvad vil det sige? Ja, det betyder, at dine personlige værdier kommer til udtryk i dine handlinger – i det du siger og gør. På samme måde kommer andres personlige værdier til udtryk i deres handlinger. Det er almindeligt, at to mennesker lever den samme værdi, f.eks. respekt, i forskellige ”udgaver”. Jo større forskel der er på måderne du og en anden lever en værdi på, jo større tilbøjelighed vil I have til at misforstå og fejltolke hinanden. Det sker faktisk ganske tit.
VÆRDIERNES RANGORDEN
Dine personlige værdier er hierarkisk organiseret. Det betyder, at visse værdier er vigtigere for dig end andre. Disse kaldes også kerneværdier. De fleste personer er ikke bevidste om deres værdiers rangorden. Men du kan spotte hierarkiet, når to af dine værdier kommer i karambolage med hinanden. Da vil du vælge at lade den ene ”vinde” over den anden. Det betyder ikke, at den personlige værdi, som ”tabte” ikke længere betyder noget for dig, men at den i dit værdisæt er underordnet den anden værdi.
KONFLIKT, BRUD OG VALG
Det valg du træffer mellem to værdier kan udefra opleves, som om du svigter, ikke bare dig selv, men også andre mennesker. Et sådan valg kan få store konsekvenser og føre til konflikt og måske også til et brud. Omvendt kan det at kende og kunne formidle dine personlige værdier og de valg, du træffer på baggrund af dem, have en forebyggende effekt i forhold til konflikter.
Har du oplevet brud, som du via beskrivelsen her allerede kan sætte ind i denne forståelsesramme? Så er du kommet et godt skridt videre henimod større selvindsigt.
SAMTALERNES INDHOLD
Her følger en beskrivelse af de seks samtalers indhold og fokus:
1. samtale: Livshistorie
Til den første samtale vil jeg bede dig om at give et indblik i dit liv, fra da du blev født og til nu. Hvor voksede du op? Hvem bestod familien af? Hvilke begivenheder indtraf, mens du var barn, som fik afgørende indflydelse på dit liv? Hvordan var livet med kammeraterne, skolen, naboerne, den øvrige familie? Hvad med kærester, ungdomsliv, etablering af egen familie? Uddannelse og arbejde? Hvordan ser det ud i dag? Mens du fortæller, skriver jeg ned og bagefter tegner jeg på whiteboarden de temaer, jeg hører i din livshistorie.
2. samtale: 3 positive Livsoplevelser
Til den anden samtale vil jeg bede dig om at ”medbringe” tre positive oplevelser af særlig betydning for dig. Det skal være nogle oplevelser, som står klart i din erindring, og som måske adskiller sig fra andre episoder i dit liv. Der kan være tale om livsændrende begivenheder, men ikke nødvendigvis. Mens du fortæller, tegner jeg på whiteboarden min version af dine historier. Bagefter reflekterer vi sammen om oplevelserne, deres betydning og hvilke værdier, der gemmer sig i fortællingerne. Sammen får vi fundet og navngivet dine personlige livsværdier.
3. samtale: 3 negative Livsoplevelser
Til den tredje samtale vil jeg bede dig om at fortælle om tre negative oplevelser af særlig betydning for dig. Det skal være nogle oplevelser, som står klart i din erindring, og som måske adskiller sig fra andre episoder i dit liv. Der kan være tale om livsændrende begivenheder, men ikke nødvendigvis. Mens du fortæller, tegner jeg på whiteboarden min version af dine historier. Bagefter reflekterer vi sammen om oplevelserne, deres betydning og hvilke værdier, der gemmer sig i fortællingerne. Sammen får vi fundet og navngivet dine personlige livsværdier.
4. samtale: Værdier og Værdihandlinger
Med den fjerde samtale er tiden kommet til at bevæge os fra fortiden frem til nutiden. Sammen vil vi undersøge, hvordan dine personlige værdier kommer i spil i dine sociale relationer. I fællesskab undersøger vi dine behov ift. andre menneskers værdihandlinger. Vi har således fokus på de måder, du lever dine værdier på, men stiller også skarpt på, hvordan du ønsker andre lever de samme værdier.
5. samtale: Sociale Relationer & Konflikt
Til den femte samtale vil jeg bede dig fortælle om nogle situationer, hvor du enten allerede er havnet i en konflikt eller forestiller dig en konflikt som udfaldet på en given situation. Vi forsøger at forstå konflikterne i lyset af alt det, du indtil videre har lært om dine personlige værdier.
6. og sidste samtale: Afrunding & Perspektivering
Under den sidste samtale stiller vi spørgsmålene: Hvad har du lært om dig selv? Hvordan kan du bruge den selvindsigt fremadrettet? Vi taler om måder at kommunikere på, der understøtter dine personlige værdier og gør dit netværk klogere på, hvem du er. Du lærer at udtrykke dig klart og tydeligt i situationer, hvor to af dine personlige værdier kommer i karambolage med hinanden, og hvor der derved er risiko for, at andre kan tolke dine prioriteringer som svigt. Er skaden allerede sket, kan du anvende selvsamme værktøjer til efterfølgende at forklare, hvorfor du handlede som du gjorde. Alt i alt vil du med disse værktøjer i hånden i langt højere grad kunne håndtere potentielle og reelle konflikt-situationer.
MÅL FOR FORLØBET
Hvad vil du have ud af forløbet? Måske vil du forsøge et forandre en på nuværende tidspunkt konfliktfyldt relation. Måske vil du lære at anerkende en andens måde at leve en værdi på, selvom vedkommendes værdi-handlinger er anderledes end dine. Måske når du frem til en erkendelse af, at et brud er den bedste løsning, fordi dine og en andens værdihandlinger simpelthen er for forskellige til, at du kan trives i relationen.
Hvor end du ønsker og kommer til at bevæge dig hen, vil du med dette forløb opnå en større indsigt i din person og livsførelse, og du vil få redskaber til at forandre eller forankre dine sociale relationer og din personlige trivsel, hvad enten det drejer sig om arbejds- eller privatliv.
METODE
Jeg bruger whiteboard til at tegne min version af det, du fortæller og benytter mig også af andre visuelle redskaber, ofte på en meget konkret måde. Jeg tager fotos fra gang til gang, som jeg sender til dig, hvis du ikke selv har en mobiltelefon med kamera. Mellem hver session får du en hjemmeopgave, som du skal udføre til næste gang. Min intention er, at vi samarbejder om at skabe et konstruktivt, udviklende, inspirerende og brugbart forløb for dig.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Varighed og pris:
Forløbet strækker sig over 7-21 uger, afhængig af hvor tit du ønsker at mødes. Hver samtale har en varighed af 90 minutter. Forløbet varer således i alt 9 timer.
Den samlede pris er 10.000,- kr. Beløbet betales efter den første samtale. Pengene gives ikke retur, men du kan vælge at bruge dem på en anden ydelse eller give sessionerne til en ven, hvis du skulle blive forhindret i at gennemføre forløbet.
Er du studerende, pensionist eller ledig, sparer du 10%, og derfor er prisen: 9.000,- kr.
Beløbet overføres via netbank til konto eller medbringes kontant til den første samtale, alt efter aftale.
I slutningen af den første samtale plotter vi de næste 3-4 samtaler ind i kalenderen. På denne måde bliver der en god kontinuitet i forløbet, og du har samtidig mulighed for at vælge de tider, der passer dig bedst.
Eventuelle afbud er underlagt samme regler som ved andre samtaler (se hjemmesiden under Kontakt).