Stress er en måde din krop reagerer på, når den udsættes for psykisk belastning. Er belastningsperioden kort, som fx hvis du skal til eksamen eller give en præsentation på jobbet, er kroppens reaktioner faktisk medvirkende til at klare dig igennem opgaven. Måske får du ovenikøbet et boost af det. Det er først, når der er tale om en længerevarende psykisk belastning, at kroppens håndtering bliver uhensigtsmæssig.
Her på siden kan du læse om nogle af de mest almindelige symptomer på stress. Det er vigtigt at understrege, at symptomer på stress er individuelle, dvs. at ikke alle personer får de samme symptomer.
Fysiske symptomer på stress kan være:
• Hjertebanken
• Træthed / manglende energi
• Rastløshed, evt. kombineret med manglende lyst
• Søvnproblemer (problemer med at falde i søvn og/eller for tidlig opvågning)
• Hovedpine, evt. migræne
• Manglende appetit
Psykiske symptomer på stress kan være:
• Irritabilitet, evt. aggressiv adfærd
• Manglende koncentrationsevne
• Hukommelsesvanskeligheder
• Manglende overblik
• Ubeslutsomhed
• Grådlabilitet (at du let begynder at græde)
Der vil ofte være et mønster i dine stressreaktioner, forstået på den måde, at de samme symptomer vil have en tendens til at dukke op i forskellige stressende perioder af dit liv. Symptomerne dukker op i en rækkefølge, og den rækkefølge kan også følge et gentagende mønster. Det er ikke sikkert, at du inden terapien har lagt mærke til dette.
At have haft stress én gang er desværre ingen garanti for, at du ikke kan blive stresset igen. Det er i al fald min professionelle erfaring. Her adskiller stress sig ikke fra eksempelvis ulykkelig kærlighed, uvenskab eller depression. For at bevare en oplevelse af kontrol over din egen tilværelse, må du forholde dig til det faktum på en konstruktiv måde. Det gør du ved at kombinere viden med handling: Du kan lære dig selv, dvs. dine reaktionsmåder, rigtig godt at kende, og du kan blive hurtigere og mere kompetent til at handle, skulle du befinde dig i en lignende situation igen.
STRESSBEHANDLING – STRESSHÅNDTERING
Stressbehandling eller stresshåndtering består af følgende elementer:
• Lær dine stresssymptomer at kende
• Lær rækkefølgen på dine stresssymptomer at kende
• Lær de situationer og omstændigheder at kende, der gør dig stresset
• Lær de praksisser, værdier, kommunikations- og samværsformer at kende, der skaber trivsel og arbejdsglæde for dig
• Lær at tage vare på dig selv og være god ved dig selv
LÆR DINE SYMPTOMER PÅ STRESS AT KENDE
Et centralt element i behandling af stress, er, at du lærer dine egne stresssymptomer at kende. Vi leder efter kropslige, mentale og emotionelle og sociale reaktionsmåder. Her kan det ofte være en fordel at spørge andre i dit netværk, hvad de har lagt mærke til. Det er nemlig sådan, at du selv kan være blind for de måder, du har reageret på, i en given periode. Spørger du dine omgivelser, vil de ofte kunne fortælle dig, hvordan de har set, hørt og oplevet dig.
Informationerne kan du bruge fremadrettet på en konstruktiv måde. Du kan nemlig lære at bruge dine symptomer som advarselssignaler eller pejlemærker for din egen (mis-)trivsel, og du kan øve dig i at blive bedre og hurtigere til at handle på, hvad dit ”system”, altså dine tanker, dine følelser og din krop fortæller dig.
Det første trin består således i at liste og dernæst pinpointe dine symptomer på en tidslinje. Dette trin har til hensigt at højne din bevidsthed om, hvilke symptomer der optræder først. Det er i særdeleshed disse symptomer, hvis tilstedeværelse du skal holde øje med fremover. Det andet trin består i at lære dig at handle på din egen mistrivsel, på et hurtigere tidspunkt. Hvor du måske tidligere har fejet tingene ind under gulvtæppet, fordi du enten ikke havde lyst eller tid til at beskæftige dig med dem, begynder du nu at se realiteterne i øjnene. Snarere end at få alle stresssymptomer væk, bliver målet med behandlingen at gøre dig klogere på dig selv og at gøre dig mere handlekraftig,
For mange kan det være svært at erkende, at de ikke har lyttet til deres egne signaler og endnu sværere at begynde at øve sig i denne disciplin. For det kan nemlig indbefatte, at du i en periode skruer væsentligt ned for niveauet, dvs. ser færre mennesker og har færre aftaler end du har været vant til. Formålet er at øve dig i at:
1. Mærke dig selv/registrere hvad der sker i dig
2. Sætte det ind i en kontekst
3. Handle på det
Du får således ikke svar af mig på spørgsmål som fx: ”Hvor mange aftaler kan jeg max. have pr. uge?”. Det skal du selv finde ud af. Og det finder du ud af ved at prøve dig frem.
Eksempel: En stressramt og sygemeldt kvinde tog til lægen og gik bagefter på café med sin veninde i fire timer. Den efterfølgende dag vågnede hun op og følte sig totalt udmattet. Hun tilbragte hele dagen i sengen. To aftaler den samme dag af denne varighed og karakter var altså for meget for hende. Sådan er du også nødt til at eksperimentere dig frem. Du bruger dine erfaringer til at justere dit antal af aftaler. Resultatet af dette arbejde er tiltagende energi, større selvaccept og selvrespekt og dermed en generel forbedring af dit forhold til dig selv.
Mange mennesker vægrer sig ved at handle på det, de mærker, fordi de er bange for, at det skal være permanent, dvs. at det aldrig vil blive bedre. Mange har tillige vanskeligt ved at forene deres reducerede energiniveau med deres selvbillede. Jeg kan fortælle dig, at hvis du accepterer dig selv – hvad du magter og ikke magter – kommer du hurtigere på fode igen. Hvis du derimod konstant slår dig selv i hovedet med tanker om, hvad du burde kunne overskue og ignorerer dine reaktioner, forlænger du din egen helingsproces!
De fleste klienter ”lander” på et antal aftaler og en arbejdsbyrde højere end efter de blev sygemeldt, men mindre end forinden. Dine stresssymptomer var en måde din krop forsøgte at fortælle din bevidsthed, at du havde sat barren for højt. Det er du nødt til at forstå og acceptere. Stresshåndtering er med andre ord ikke en læring i, hvordan du kan jonglere 27 bolde ad gangen, men derimod en øvelse i at sætte dine ambitioner og forventninger på et niveau, du kan leve op til på den lange bane.
HVAD GØR DIG STRESSET?
I undersøgelsen af, hvilke situationer og omstændigheder, der gør dig stresset, sætter vi fokus på, hvordan du griber dit arbejde an: Hvordan planlægger, strukturerer og udfører du dine arbejdsopgaver? Hvordan kommunikerer du med andre, kolleger og ledelse? Har du en bestemt rolle eller funktion i din gruppe eller afdeling? Hvad svarer du, når en kollega beder om din hjælp? Siger du nogen sinde fra og i så fald hvordan? etc.
Vi belyser i fællesskab dig og i naturlig forlængelse heraf undersøger vi kulturen på din arbejdsplads. Stress er nemlig et relationelt fænomen. Det betyder, at stress er en konsekvens af et ikke-fungerende forhold mellem et individ (dig) og dets omgivelser (din arbejdsplads).
At arbejdspladsen har en andel i din stress, kan ses ved, at du (sandsynligvis) ikke har været stresset alle de steder, du har haft ansættelse. At du selv har en andel, kan ses ved, at ikke alle ansatte (sandsynligvis) på din nuværende arbejdsplads er stressede.
DINE PERSONLIGE VÆRDIER – HVAD TRIVES DU MED?
Stressbehandling og stresshåndtering bliver hurtigt et spørgsmål om at lære dig selv og dine personlige værdier at kende: Hvad er fx ”samarbejde” for dig? Hvad er ”god kommunikation”? Hvordan samarbejder og kommunikerer du, og hvordan gør de andre? Udfører du arbejdsopgaver, der ikke er angivet i din jobbeskrivelse? Hvem har i så fald fundet på det, dig selv eller din arbejdsgiver? Der er masser af relevante spørgsmål at stille og svar at finde omkring dine opfattelser og praksisser.
Det er min erfaring, at det betaler sig at bruge tid på at finde ud af, hvad der skaber henholdsvis trivsel og mistrivsel for dig. Én fordel er, at det er med til at gøre dine tidligere oplevelser og den stressede periode meningsfuld. Du begynder at forstå, hvorfor du har reageret, som du har. Midt i kaosset og fortvivlelsen over, at du har det som du har det, kan denne forståelse bidrage til en oplevelse af, at der er en logisk sammenhæng mellem dine oplevelser og dine reaktioner. Det er et betryggende udgangspunkt for din videre udvikling.
Din selvindsigt gør dig i stand til at vurdere, hvorvidt du og arbejdspladsen passer sammen. Det fordrer, at du bevæger dig væk fra drømmen (hvordan ville du ønske, at det var) hen til virkeligheden (hvordan det reelt er): Hvad er det for en arbejdsplads, du er ansat på? Hvad er det for en chef og en ledelse, du har? Hvad kendetegner dine kolleger, jeres relationer og måder at samarbejde og kommunikere på? Hvordan er kulturen i jeres afdeling eller virksomhed? I vores fælles undersøgelse leder vi efter eksempler på, hvad du og de andre gør, snarere end hvad I siger. Det er nemlig i vores praksisser, at vi viser, hvad vi står for og vil gå med til.
Det kan fx være, at du arbejder på en arbejdsplads, hvor der er meget sladder i krogene, og hvor chefen siger, at ”det skal vi have gjort noget ved”, men hvor der ikke sker noget. De manglende handlinger fra din chefs side kan tolkes som en indirekte accept af en kultur, du måske ikke selv kan leve med. Det skal ikke tolkes, som om din chef er glad for sladder, men at vedkommende enten ikke formår eller ikke prioriterer det i tilstrækkelig grad til at gøre noget mærkbart ved det. Det kan være nødvendigt, at du ser den slags i øjnene.
En anden ting, det kan være nødvendigt, at du forholder dig til, er det jeg kalder ”forholdet mellem magt og ansvar”. Mange mennesker, der bliver stressede, tager ansvar for noget, de reelt ikke har indflydelse på. Det skaber ubalance. Hvis du fx ikke synes, at din chef forvalter sine ledelsesmæssige opgaver ordentligt, kan det være, at du på forskellig vis forsøger at få nye tiltag igangsat. Det vil sige, at du kommer til at engagere dig, som om du havde ledelsesmæssige beslutningskompetencer, hvor du reelt ikke har nogle. Over tid kan det få store konsekvenser for dig, i og med det vil forhøje dit stressniveau og sandsynligvis skabe splid i dine sociale relationer på arbejdet.
Det gælder altså om at finde ud af, hvad du trives med og derefter lede efter arbejdspladser eller virksomheder, som har en praksis, der matcher det. Din viden om dig selv gør dig betydelig bedre klædt på til at stille relevante spørgsmål til en ansættelsessamtale, fordi du nu ved, at de ikke kun skal vælge dig, men du også skal vælge dem. Derudover vil der altid være en vis risiko ved at vælge noget nyt. Det kommer du ikke udenom. Hvorvidt en arbejdsplads og dig er et godt match vil du først finde ud af efter en vis tid på jobbet.
Det kan også være, at du finder ud af, at du gerne vil justere dine forventninger til dig selv, således at de passer til din jobbeskrivelse. Med andre ord vil du gerne blive på din nuværende arbejdsplads. Samtalerne kommer måske til at handle om, hvordan du kommunikerer med andre, og om hvordan du kan øve dig i at sige ja og nej, på en sober og tydelig måde. Det kaldes for ”assertiv kommunikation”.
PAS PÅ DIG SELV OG VÆR GOD VED DIG SELV
Du er grundlæggende nødt til at passe på dig selv, hvis du vil være ”langtidsholdbar”. At køre på for højt et niveau kan godt lade sig gøre i en vis periode, men ikke til evig tid. Bliver du ved, brænder du ud. Hvis du ikke vil det, er du nødt til at tage pauser, slappe af, lade op, gøre andre ting end arbejde, være social i din fritid, spise sundt og varieret, dyrke motion, have det sjovt…
Det lyder godt, men kan være noget af en omstilling at praktisere. Også her er tilgangen ”øvelse gør mester” hensigtsmæssig og brugbar.
CHARLOTTE – EN FIKTIV CASE
Nedenfor kan du læse et eksempel på en stressproblematik og – behandling, som du måske kan genkende og finde brugbar. Casen er en sammenblanding af virkelige stressforløb fra min praksis.
Eksempel:
”Charlotte er 39 år. For fjorten måneder siden fik hun perioder med tiltagende rygsmerter, for elleve måneder siden begyndte hun at få svært ved at falde i søvn, hun blev irritabel, og der var morgener, hvor hun vågnede tidligt og ikke kunne falde i søvn igen. For seks måneder siden lagde Charlotte mærke til, at hendes hukommelse var svækket, hun glemte aftaler og var nødt til at skrive huskesedler til sig selv. Privat begyndte hun at takke nej til sociale arrangementer, og selvom hun kedede sig, kunne hun samtidig ikke overskue at forholde sig til andre mennesker. Hun tog en masse arbejde med hjem, men kunne ikke rigtig fokusere på opgaverne. De mange bolde, hun tidligere havde været vant til at jonglere i luften, faldt til jorden, uden at der synes at være noget at gøre ved det. Inden for den sidste måned er Charlotte begyndt at snerre meget, både af kollegerne og af mand og børn, og hun har fået en vældig kort lunte. Hun kan nu næsten ikke samle sig om sit arbejde…
I eksemplet her står Charlottes symptomer angivet i kronologisk rækkefølge, men hun har selvfølgelig ikke præsenteret sine stressreaktioner på så overskuelig vis. Det er noget, vi har fundet ud af i fællesskab. Det er heller ikke alt, hun kan huske, men sammen får vi tegnet et nogenlunde retfærdigt billede af, hvordan stressen har udviklet sig over tid.
Charlotte er et organiseret menneske, der kan lide regler, rammer og struktur. Hun har arbejdet på fem arbejdspladser, siden hun blev færdig med sin videregående uddannelse, og de har været meget forskellige. Det har hendes trivsel også. Charlotte selv har ikke tænkt nævneværdigt på, hvorfor hun bedre kunne lide den ene frem for den anden arbejdsplads. Hun har bare kunnet bedre med nogle personer frem for andre, har hun selv tænkt. I løbet af sessionerne hos mig, går det gradvist op for hende, at det har handlet om meget mere end det:
Charlotte bliver for to år siden ansat i en virksomhed, der hjælper andre mennesker med at komme på fode igen. Charlotte har ikke været ansat der ret længe, før hun finder ud af, at selve virksomheden også trænger til at komme på fode! Der er masser af procedurer og arbejdsgange, der ikke fungerer. Charlotte, der har overblik, er vældig god til at være på forkant og strukturere sit arbejde, begynder gradvist at udføre opgaver, som hun egentlig synes hører ledelsen til. Men hendes nærmeste leder er flyvsk, og selvom Charlotte flere gange minder hende om, at der fx skal være en dagsorden for møderne, glemmer lederen det igen. Charlotte bliver så træt af, at der ikke er styr på tingene, at hun efterhånden bliver den, der sørger for dagsordenen, tillige med vagtskemaet og en masse andre arbejdsopgaver.
I løbet af de to år, Charlotte er ansat, forværres hendes relationer til en stor del af de andre medarbejdere. Hun synes, de virker ligeglade med de mennesker, de er ansat til at hjælpe og går mere op i kaffepauser og private snakke. Hun forsøger at engagere dem, men ender med at føle sig holdt udenfor og gjort nar ad. På et af de sidste møder, hvor Charlotte stiller et kritisk spørgsmål, bliver hun sat på plads af arbejdspladsens øverste leder. Charlotte mærker ydmygelsen helt ind i marven af kroppen, og mister hurtigt den sidste rest arbejdsglæde. Kort efter bliver hun sygemeldt på grund af arbejdsbetinget stress.
Charlotte bliver henvist til samtaler med mig, i min praksis på Østerbro.
Under behandlingsforløbet går det op for Charlotte, at hun har påtaget sig den ene arbejdsopgave efter den anden, som hun slet ikke var ansat til. Det har hun gjort uden at reflektere over de mulige konsekvenser eller følgevirkninger ved denne beslutning og praksis. Hun er ”bare gået i gang” med at forbedre arbejdspladsen, uden at undersøge om arbejdspladsen var enig med hende i behovet for forbedringer. Hun har også glemt at afstemme forventninger med ledelsen omkring hendes rolle og funktion i forbindelse med sin ansættelse.
Charlotte giver nu udtryk for, at en stor del af de ansatte øjensynlig er blevet provokeret over hendes tiltagende forsøg på at ændre deres arbejdsplads. De har gjort tingene på en bestemt måde i årevis, uden kritik fra ledelsen, og har ikke brudt sig ikke om hendes evindelige kritiske spørgsmål og nye tiltag.
Charlotte bliver pludselig bevidst om, at hun har inviteret sig selv ind i en position, hun aldrig officielt blev tildelt!
Med denne erkendelse bliver det gradvist lettere for Charlotte at forholde sig til sin nuværende situation og fremtidige mål. Vi taler om muligheden for, at hun selv bliver leder. Vi taler om muligheden for at gå på udkig efter chefer, der praktiserer en ledelsesform, som Charlotte trives med: Hvor Charlotte ikke vil føle sig nødsaget til fx at være på forkant, fordi hun oplever, at hendes chef er det. Hvor Charlotte ikke vil føle sig nødsaget til fx at være den, der følger op på aftaler i personalegruppen, fordi hendes chef gør det.
Charlotte beslutter sig for at finde et nyt arbejde. Hun vil dog vende tilbage til sin nuværende arbejdsplads, indtil hun har fundet et nyt sted. Hun vil forsøge at skrue ambitionsniveauet ned og ”bare passe sit arbejde”, dvs. holde sit primære fokus på de mennesker, hun er ansat til at hjælpe, og lade alt andet ligge. Hun vil ikke komme med flere forslag eller give anbefalinger til uinteresserede kolleger, og hun vil ikke bruge sin tankevirksomhed på at forestille sig måder, hvorpå organisationen kunne blive mere velfungerende. Hun håber, at det vil give hende tid og overskud til at lede efter et nyt job.
Charlotte har inden sygemeldingen været et usædvanligt aktivt og arbejdsomt menneske. Hun har altid været social og har haft mange aftaler i løbet af en uge, også i hverdagen. Hun har engageret sig i børnenes fritidsliv, og har kørt dem til og fra deres forskellige fritidsaktiviteter. Hun og hendes mand har en stor familie og en stor vennekreds, og hun og manden har også altid været hjælpsomme naboer.
Efter sygemeldingen går Charlotte nu hjemme hver dag. Hun oplever sig selv være nærmest handlingslammet grundet manglende energi og manglende psykisk overskud. Det er en overvældende oplevelse for hende. Charlotte forestillede sig, at når hun ikke længere gik på arbejde, ville der ikke gå ret lang tid, før hun var fit for fight igen. Hun kan ikke forstå, hvorfor energien ikke er vendt tilbage endnu. Hun er bange for, at hun skal blive ved at have det må den måde, hun ”der ellers var så stærk”.
Hvad Charlotte har så vanskeligt ved at forlige sig med, er denne oplevelse af sig selv som værende alt andet end stærk. Charlotte har altid opfattet sig selv som en person, der kunne klare alting (selv) og har også utallige gange fået det at vide af andre. Hen over forløbet taler vi flere gange om hvad det vil sige at være stærk, hvilket gradvist får Charlotte til at modificere sin egen definition. Hun kan nu se, at selv en stærk person må have et loft eller en grænse for sin styrke, og at det gør hende menneskelig, men ikke svag.
Efter to måneders sygemelding og psykologisk behandling vender Charlotte gradvist tilbage til sit gamle arbejde…
Forhåbentlige kan denne fiktive case inspirere dig til også at søge hjælp.
UDTALELSER FRA KLIENTER
Jeg håber, at du har det godt. På trods af det hele, så går det godt hos mig. Jeg har virkelig indrettet mig efter alle de indsigter, jeg har fået under min sygemelding, så jeg kan leve mit liv så godt som muligt og med så megen overskud som muligt.
Mange hilsner Stine” (36 år)