Jeg har sat mig det mål at arrangere og afholde kurser, der sigter mod at forbedre og berige psykologers arbejdsliv. Vil du med på denne rejse? Er det nu, at DU skal tage dig selv kærligt i hånden og tage nogle aktive skridt for at skabe det arbejdsliv, du drømmer om?
Lad mig fortælle dig, hvad det handler om for mig, og hvorfor jeg har gjort det til et mål i mit arbejdsliv.
Det handler om nærvær…
Nærvær er det helt grundlæggende og essentielle element i vores arbejde som psykologer – det, der muliggør forandringsskabende processer hos ”den anden”.
Nærvær skaber kontakt.
Nærvær er kvalitet.
Nærvær er alfa og omega, hvis du vil være en dygtig psykolog.
Men nærvær er desværre også det, der over tid skaber omsorgstræthed (”compassion fatigue”) hos psykologer.
Én grund til omsorgstræthed kan være, at du selv bliver kraftigt følelsesmæssigt berørt af klienternes historier. De beretninger, du hører, vækker stærke følelser i dig; følelser som du måske ikke ved, hvad du skal gøre af. Du tager arbejdet med dig hjem, er optaget af klienternes skæbne på et følelsesmæssigt plan – også når du har fri. Er det sådan, du har det?
Her spiller det naturligvis en rolle, hvor alvorlige, ødelæggende, traumatiske fortællinger det er, du lægger øre til. Men ifølge den nyeste forskning inden for ”compassion fatigue” undgår ingen nærværende psykologer at opleve omsorgstræthed i løbet af deres arbejdsliv! Det er ret tankevækkende, synes jeg.
En anden grund til omsorgstrætheden kan være, at du bliver påvirket af den mængde energi, hvis man kan bruge det ord, der gennem samtalen bevæger sig imellem klienten og dig. Hvis du med dit nærvær har skabt ”tilpasse forstyrrelser” undervejs i samtalen, så vil mange klienter føle sig lettere, når de går ud ad døren. Du har inspireret dem, måske ved dit bidrag af alternative måder de kan forstå og håndtere de situationer eller livsomstændigheder, som de har fortalt dig om. Det er dit nærvær, dit engagement, din aktive lytning til såvel det sagte som usagte, der giver dig idéer til andre betragtnings- og handlemåder end dem, klienten selv har fået øje på. Og dét er et krævende arbejde! Især over tid. Hvis du minder om mig, vil du kunne genkende dig selv i denne beskrivelse.
De fleste psykologer vil altså komme til at stå i et dilemma, hvor nærværet på den ene side er det, der skal til for at skabe forandring, men samtidig også er det, der trætter i længden.
Det store spørgsmål er derfor: Hvordan kan du bibeholde og endda opøve dit nærvær uden at gå ned på det?
Svaret på dette spørgsmål er naturligvis ikke enkelt eller entydigt. Efter min vurdering er det et livsprojekt for os alle, hver især, der har kvalitet i højsædet, når det gælder vores arbejde. Men vi behøver måske ikke at ”opfinde den dybe tallerken” hver især. Måske er der områder af vores virke og dagligdag, hvor vi sammen kan nå længere og hjælpe eller inspirere hinanden til at blive det jeg kalder for ”langtidsholdbare”. Det er i al fald mit håb.
Min egen proces i alt det her går år tilbage, til da jeg var helt nyuddannet psykolog. Uden at have skænket det en bevidst tanke, var nærværet uden tvivl det allervigtigste parameter for mig, da jeg begyndte at arbejde i praksis. Nærvær og kvalitet var to sider af samme sag.
I de senere år er nærvær blevet noget, jeg er meget bevidst om i min dagligdag: Hvad nærvær vil sige, hvordan jeg kan optræne og øve mig i at være nærværende, hvordan jeg anvender nærvær i samtalerne med de mennesker, jeg kommer i kontakt med, men også hvad nærværet koster mig.
Jeg er selv nysgerrig på at finde måder, der skaber balance i mit liv, så jeg også selv kan være langtidsholdbar.
Og jeg har fundet ud af, at noget af det, der bidrager negativt til mit arbejdsliv, er en masse af de omkringværende elementer, der hører arbejdslivet til. Dvs. de konkrete, ofte lavpraktiske arbejdsopgaver, der følger med, når man er (privatpraktiserende) psykolog.
Disse opgaver kræver store mængder psykisk energi; i perioder mere end hvad jeg har til rådighed på dags- og ugebasis, sandsynligvis fordi der i forhold til disse elementer er visse ting, jeg endnu ikke har styr på eller er uafklaret omkring. Jeg bruger altså mere psykisk energi end nødvendigt på disse områder. Og det er den psykiske energi, jeg har brug for, for at kunne være nærværende i min samtaler.
Målet er balance. Balance imellem det, der er brug for og det, der er til rådighed – af tid, energi og overskud.
Derfor har jeg besluttet mig for, at det er her, jeg vil sætte ind. Med de grundlæggende, uundgåelige, og ofte tidsrøvende opgaver, som fx journalskrivning. Det er her, jeg starter. For måske er jeg ikke den eneste. Måske er der andre, der ønsker at være en langtidsholdbar psykolog uden at skære ned på nærværet i det kliniske arbejde?! Uanset om du har egen praksis som jeg eller arbejder i PPR, en privat virksomhed eller i andet regi, vil du kunne drage nytte af dette første kursus om hvordan og hvornår du skriver journal. Skal du med?