Sommerferien står for døren og klinikken skal til at ferielukke. De næste seks uger trækker jeg stikket ud og beskæftiger mig med andre ting. Jeg har bl.a. købt en masse bøger (læs: faglitteratur), som jeg skal læse. Forhåbentlig bliver jeg efterfølgende både klogere og dygtigere 😉 Det bliver skønt at dykke ned i andre fagpersoners tanker, overvejelser og teorier.
Klinikken skal også males, som den jo skal med jævne mellemrum, for at holde standarden. Egentlig var planen at få en maler til at gøre det, men desværre har det vist sig, at min maler er temmelig lunefuld. Han har en helt anden opfattelse af, hvad det vil sige at have og overholde en aftale, end jeg har, så i denne omgang må jeg gøre arbejdet selv.
Jeg kan faktisk godt lide at male. Og for mig handler ferie om at gøre det, jeg kan lide, og som jeg ofte ikke har tid til i hverdagen.
Min ferie kommer også til at handle om at slappe af og vende blikket indad. Når man som jeg arbejder som psykolog, har man naturligt et blik ud af – mod den anden eller de andre i rummet. Det er dem, vi er optagede af, dem vi taler om, dem jeg giver min opmærksomhed og mit nærvær. Det er spændende, givende og lærerigt. Men også hårdt.
Jeg er egentlig ikke sådan en psykolog, der tager arbejdet med hjem. De enkelte klienter og samtaler påvirker mig sjældent på en måde, så jeg har svært ved at slippe dem. Derfor kan de nu godt være i mine tanker efterfølgende. Men følelsesmæssigt påvirket i en grad, hvor det bliver et problem; det gør de som regel ikke.
Men jeg bruger rigtig meget psykisk energi i løbet af en dag, en uge eller en måned på at være nærværende, til stede, lytte og, som man siger i psykologkredse, ”udrede og intervenere”. Af samme grund kan batterierne godt trænge til opladning med jævne mellemrum. Derfor er det godt med ferier.
Det er lang tid siden, jeg har skrevet min sidste blog. Et af de helt store temaer, som jeg har været optaget af, og som jeg sikkert kommer til at være optaget af længe, er forholdet mellem det, du kan forandre og det, du ikke kan forandre.
Hvornår og hvordan ved du, hvad der er henholdsvis det ene og det andet?
En helt klassisk problematik er, at vi ofte er mere fokuserede på, hvad den anden part gør galt, end vores eget bidrag. Kender du det? Det møder jeg i hvert fald tit som psykolog, især når jeg har par i terapi. Det er naturligt at få øje på og være kritisk overfor det, du synes din partner gør forkert. Og tilsvarende mere vanskeligt at vende blikket indad og tage ansvar for det, du selv bidrager med, som måske ikke er særligt befordrende for et godt parforhold eller ditto familieliv.
Men hvis du tager et personligt ansvar for den situation, du eller I befinder jer i, så giver du også dig selv de allermest optimale vilkår for at kunne skabe en forandring. Du kan nemlig selv bestemme, hvad du vil arbejde med i dit eget liv. Og det at opleve sig selv som et individ med handlemuligheder er efter min mening noget af det allervigtigste for et menneskes trivsel.
Min egen situation er en anden og væsentlig mere kringlet og kompleks. Jeg kan bedst sammenligne den med en nu afdød psykologkollegas klient, hvis chef en dag indkaldte hende til en samtale, hvor han pålagde hende at blive ”mere glad”. Mere sagde han ikke! Hvem det var, der syntes, at hun ikke var glad nok, og i hvilke situationer, hun ikke var glad nok, fik hun ikke oplyst. Og hun havde heller ingen mulighed for at navigere i forhold til målet om at blive mere glad: Hvor langt væk eller tæt på var hun? Det havde hun ingen anelse om. Af den grund var det ekstremt vanskeligt for hende at skabe en positiv forandring. Det var som at skulle tage kørekort uden at have en teoribog: Rent gætværk.
Og så er spørgsmålet, om du skal kaste sig ud i projektet eller om du skal lade være, fordi det simpelthen er en umulig opgave? For når du får så lidt at vide, så har du heller ikke mulighed for at forholde dig til, om du kan og vil (forsøge at) skabe en forandring.
Meget af den føromtalte litteratur, jeg har købt, handler om netop dette emne: Hvordan være med det, som er, og som ikke nødvendigvis skal eller kan forandres?
Vi mennesker kan have vidt forskellige menneske- og livssyn. For mig handler livet bestemt ikke om, at vi skal svæve på en lyserød sky – være ”happy pink”, som jeg kalder det, eller stræbe efter perfektionisme eller konstant lykke. Livet er en nuanceret størrelse, et spektrum mellem lykke og lidelse, og det er okay.
Den rejse, jeg er taget på, hvori blandt mindfulness, meditation og bevidst nærvær indgår, har derfor heller ikke til hensigt, at jeg skal komme til at synes, at “alt er dejligt”. Det kan jeg høre på andre, at rejsen handler om for dem. Men ikke for mig.
Jeg vil til gengæld gerne lære at blive bedre til at give slip på en kritik, der sendes i min retning, som jeg ikke kan få specificeret, og som jeg derfor heller ikke kan tage stilling til, om jeg kan – eller vil – bruge som en konstruktiv feedback, der kunne danne grobund for en tilsvarende positiv forandring. I stedet vil jeg koncentrere mig om andre og langt mere positive kræfter i mit liv og sociale relationer. Det kræver øvelse – og så er det jo godt, at min ferie er lang 😉
Du har måske også noget i dit liv, som du enten ikke kan eller har lyst til at forandre? Noget, som du trænger til at give slip på? Så lad os begge øve os i at give slip, passe på os selv og dem, vi holder af og som vil os, lægge det andet til side og være i ro.
God ferie. Vi ses til august…
Kh. Lene