Denne lidt kryptiske overskrift dækker over en problematik, som jeg er meget optaget af for tiden. En problematik, der handler om den situation, hvor to mennesker ikke ønsker det samme i eller af en social relation. Det kan handle om mange forskellige slags relationer, og altså ikke kun om parforhold- eller kæresterelationen.
Kender du mon det fra dit eget liv? At du ønsker en relation til en andet menneske, men dette ønske er ikke gengældt? Du ønsker måske et venskab med en pige, du går i klasse med eller arbejder sammen med, men hun ønsker ikke at være veninde med dig. Du ønsker måske at være kæreste med en person, som foretrækker et venskab? Det kan også være, at det er dig, som ikke ønsker en bestemt type relation med en anden person, og af samme grund bakser rundt med det til tider ekstremt vanskelige projekt at få den anden til at indse og acceptere dette.
Jeg ser også problematikken hos skilsmissefamilier, hvor mor og far ikke er enige om, hvem af dem der skal bestemme hvad, når det gælder børnenes liv og levned. At skulle blive enige om så vigtige spørgsmål, sætter mange skilsmisseforældre på en hård prøve, idet manglende enighed og dårlig kommunikation for manges vedkommende var de bærende grunde til skilsmissen i det hele taget. Og hvis man ikke kunne finde ud af at tale sammen, da man var et par, hvordan skal man så kunne finde ud af det, når man er blevet skilt?!
Spørgsmålet er altså hvem der skal bestemme, hvilken relation to mennesker skal have til hinanden?
Hvis svaret er ”laveste fællesnævner”, dvs. man altid skal acceptere det mindst opnåelige i en relation (bekendtskab frem for venskab, venskab frem for kæresteri, etc.), hvordan gør man så det? Det kan være en utrolig stor kamel at sluge, når ens følelser jo ikke matcher relationen, men er stærkere eller dybere eller anderledes…
På trods af min optagethed af emnet, så er det ikke et område, jeg har klare løsninger til – desværre. Det ku’ da ellers være fedt. Men jeg hælder mest til den vej, der handler om accept, også når man egentlig har retten på sin vej. Når man har forsøgt godt og grundigt at skabe det liv og de relationer, man ønsker, må man – for sin egen mentale sundheds skyld – på et eller andet tidspunkt give slip og acceptere det, som er og kan blive.
Personligt må jeg indrømme, at det er langt, langt lettere sagt end gjort, og at det er noget, jeg til stadighed bakser med. Ikke på kæresteområdet, dog. Det er vanskeligt, synes jeg, når vi ikke vil det samme med hinanden eller med relationen. Når vi fx har vidt forskellige opfattelser af, hvor privat en relation og de emner, vi taler om, skal være, eller hvor tit eller hvordan vi ønsker at ses.
Hvis du har nogle erfaringer, du har lyst til at dele, så skriv endelig. Det kunne også være, at du har nogle nyttige tips og tricks til andre, så er du altid velkommen til at kommentere på mit skriv.
God weekend,
Lene