Fraskilt far ringer til Statsforvaltningen (SF):
Far: … Jeg forstår ikke, hvorfor moren skal have dobbelt børnebidrag, når jeg også har en masse udgifter til børnene?!
SF: Det skal hun, fordi det er sådan systemet er indrettet.
Far: Hvad med alle de penge, jeg bruger på mine børn? Tæller de ikke?
SF: Det eneste, du som far er forpligtet til at give dine børn, når de er hos dig, er noget at spise og en madras at sove på.
Far: Jamen, jeg har da lyst til at give dem meget mere end det! De skal da også have et fedt værelse, nogle gode oplevelser, tøj, ferier, Tivoliture og hvad ved jeg…
SF: Alt det skal moren sørge for.
Far: Ja, jeg ved godt det med tøjet, men jeg vil gerne bidrage med meget mere end det. Og det er underligt, at du siger, at jeg kan ”nøjes med at købe en madras”. De skal da også have et fedt værelse her hos mig, fx.
SF: Det lyder godt, men du er altså ikke forpligtet til det. Moren får penge af dig og af Staten, ud fra en forventning om, at hun vil bruge pengene på børnene og deres behov.
Far: Og de forventninger er der ikke til mig?
SF: Nej, i princippet er det en opgave, som ikke forventes varetaget af faren, men af moren.
Far: Er det så også derfor, at jeg skal betale mere nu, hvor jeg har fået lønforhøjelse? For jeg forstår faktisk ikke, hvorfor min lønforhøjelse skal gå til min eks?! Jeg har oven i købet selv betalt for den videregående uddannelse, der har banet vejen for min lønforhøjelse, så det giver slet ikke mening for mig! Hvorfor skal hun have flere penge?
SF: I princippet er det jo ikke hende, men børnene, der skal nyde godt af at du tjener mere nu, end du gjorde før. Børnenes mor har søgt os om dobbelt børnebidrag, og det har hun fået tildelt, ud fra de gældende regler på området.
Far: Så du siger altså, at Staten har en forventning om, at jeg som far ikke automatisk ville vælge at bruge pengene på mine børn?! At jeg udelukkende ville bruge dem på mig selv?!
SF: Det kan man godt sige. Igen: Systemet har til tider et lidt gammeldags syn på kønsroller, fra dengang skilsmissefædre undlod at betale til deres børn. Det var derfor, at tvungen børnebidrag og hustrubidrag blev indført, så at…
Far: Jamen, jeg har ikke noget imod at betale til mine børn! Jeg har bare noget imod at give pengene til deres mor. Hvorfor kan jeg ikke betale halvdelen af udgifterne selv? Hvorfor skal jeg give pengene til hende? Jeg må sige, at jeg synes, det er ekstremt provokerende, at Staten har en forventning om, at jeg som far helst ville undslippe at betale, hvis jeg kunne, og at min lønforhøjelse skal gives til min ekskone, for at sikre at pengene kommer mine børn til gode!! Det lyder faktisk som om, at jeg som far forventes at være fuldstændig ligeglad med mine egne børn! Som om jeg ikke gider at være sammen med dem og ikke gider at betale for de udgifter, der er med at have børn. Det gør mig sgu gal i skralden!
SF: Ja, det kan jeg høre. Men det er nu engang sådan, at systemet er indrettet. Du betaler, i dit tilfælde dobbelt, børnebidrag til moren, og hun afholder derefter de fleste af de udgifter, der er med børnene, i forhold til deres daglige behov. Alt andet – legetøj, computerspil, Tivoliture, indretning af deres værelser, osv. – ligger udover det. Og det er dit eget valg, hvor mange penge du vil bruge på disse ting. Som Statsforvaltning forholder vi os primært til børnenes daglige behov. Og her skal du med din indkomst betale dobbelt børnebidrag. Sådan er det.
Far: Og det er der ikke noget, jeg kan ændre på?
SF: Det skal jeg jo ikke kunne udelukke, men nej, du skal ikke regne med det. Og husk, at for hjemmeboende børn, så gælder disse regler, indtil børnene er fyldt 24 år…