Dagens blog handler om intolerance.
Vi mennesker kan nogle gange være ekstremt intolerante overfor det, der er anderledes og dem, der er anderledes. Her mener jeg ikke flygtningestrømmen eller andre komplekse politiske emner. Nej, det jeg tænker på, er vores almindelige dagligdags samvær med andre i vores nærmiljø.
At føle sig anderledes i en gruppe kan være noget af det følelsesmæssigt sværeste at kapere. Det vækker ofte ubehag og smerte. Følelsen og måske særligt bevidstheden om, at man er forskellig fra de andre i gruppen kan over tid udvikle sig til ensomhed og til en grundlæggende følelse af at være forkert.
Der er mange mennesker, der træder ind i min klinik med lige netop dén følelse. Det er fx helt almindeligt, at børn med angst føler sig anderledes end deres klassekammerater. I børnenes øjne virker klassekammeraterne ”problemfrie”, mens de selv er ”problemfyldte”.
Den form for anderledeshed kan have at gøre med en manglende bevidsthed om, at alle mennesker bakser rundt med et eller andet i deres liv. Det kan også have at gøre med manglende erfaringer omkring det at tale med andre om det, der rør sig indeni og det der er svært. Tavshed kan være ensomhedens bedste ven.
Hvis vi vender blikket den anden vej, så er det at være tolerant overfor mennesker, der minder om én selv, utrolig nemt.
Det er straks meget sværere at være tolerant overfor mennesker, der er anderledes eller forskellig fra én selv; især dem, man synes er intolerante selv.
For mig er det utroligt som vi mennesker kan give os selv moralsk lov til at være fordømmende og intolerante, hvis blot vi oplever, at den anden ”startede”.
Men jeg anerkender samtidig, hvor utrolig svært det er at være nysgerrig og åben overfor et menneske, man synes er forkert på den og derfor har lyst til at skubbe væk eller trække sig fra.
Vi bruger vores tolkning af den andens moral som det, der berettiger os til at være fordømmende. Og det er her, at kæden – efter min opfattelse – hopper af: For en stund kan vi, ganske uanfægtet, opgive vores eget moralkodeks og vores personlige livsværdier, af grunde som: ”Den anden er forkert”, ”Den anden er et dårligt menneske” eller ”Den anden startede”.
Kunne vi i den situation være nysgerrige, åbne og imødekommende, kunne vi lære andre mennesker en del bedre at kende og derved opdage, at der var en god intention med den andens handlinger. Vi skal huske at blive ved med at forsøge at forstå det uforståelige og de uforståelige, hvis vi vil kalde os selv for ”et godt menneske”.
I må alle have en god weekend,
Kh. Lene