Der er allerede run på 2017!
Min ”indgang” til året var ellers ganske udramatisk, ja kedelig, for at sige det ligeud; jeg blev nemlig skidt tilpas efter middagen og måtte gå i seng kl. 21! Faldt i søvn og vågnede 24.05! Var vågen i kort tid og faldt så i søvn igen. Denne nytårsaften kommer ikke til at gå over i historien.
Men jeg er nu heller ikke meget for nytårsaftener generelt, må jeg indrømme. Der er et eller andet ved det på forhånd definerede, som har en negativ effekt på mig. Her kommer min introverte side i udspil; jeg foretrækker nemlig, at gode stemninger og sjove oplevelser er noget, der opstår spontant – og måske ikke hver gang. Det er i al fald ikke noget, man kan bestemme på forhånd, efter min mening.
Naturligvis kan man have en positiv tilgang til det arrangement, man skal til eller selv har stablet på benene, men det uvisse ligger jo i mødet med andre mennesker. Hvordan dét bliver, kan vi aldrig vide på forhånd.
Og så er jeg altså heller ikke specielt glad for et tre til fire timer langt fyrværkerishow i kvarteret! Ligesom vores to katte venter jeg faktisk på, at den voldsomme larm skal være slut, og at roen indfinder sig igen. Ja, som I nok kan høre, er nytårsaften ikke mit speciale. Jeg drømmer om en nytårsaften i et sommerhus laangt ude på landet, hvor fyrværkeriet kun kan høres i det fjerne, og hvor 70’er fonduegryden for alvor kommer til sin ret 🙂
Min mand er anderledes indrettet: Han nyder både larm, fyrværkeri, en god cigar kl. 24 og en masse mennesker omkring sig. Måske skal mit nytårsforsæt være at arrangere ”en sjov nytårsaften” for ham næste gang. Så bliver han sikkert glad. Det er godt at skiftes til at få det, man hver især ønsker, i et parforhold.
Arbejdsmæssigt er der til gengæld gevaldigt meget run på allerede nu. Meget var skrevet ind i kalenderen (af papir!) på forhånd, men der er også rigtig mange nye klienter, der ønsker Cool Kids forløb og Mindfulness-forløb hos mig. Det er dejligt, men lidt vanskeligt at få det hele til at passe ind i alles kalendere.
Jeg glæder mig til 2017 og til de forløb, jeg kommer til at have sammen med nuværende og nye klienter. Til jer, som følger med fra 2016, vil jeg gerne sige tak for al den inspiration og viden, jeg har fået i mine samtaler med jer. Også tak til mine fire dygtige psykologistuderende, som er tilknyttet klinikken.
God weekend,
Lene