I forrige uge skrev jeg om børneliv i 1970’erne og 1980’erne, altså tiden hvor jeg selv voksede op.
Denne gang skal det handle om, hvordan min generation har klaret at blive forældre, og hvordan børnelivet i dag kendetegnes i mange familier.
Min opfattelse er, at vi som generation er lykkedes med det projekt mange satte sig for, nemlig at inddrage børnene i langt højere grad end tidligere. Jeg synes faktisk, det er ret fantastisk at det er sket på blot én generation. Børn i dag bliver taget langt mere alvorligt og bliver anset som ligeværdige med de voksne. Sådan er det i hvert fald i næsten alle de familier, jeg har mødt, både i mit arbejdsliv og privatliv.
Men – og der kommer desværre et men – jeg synes alt for mange forældre er gået ud af en tangent i deres inddragelse af børnene, således at de ikke kun betragter deres børn som ligeværdige, men også som jævnbyrdige. Og dét er børnene, efter min mening, ikke!
Jeg siger tit til forældre, som kommer ind ad døren til min klinik og fx deltager i et Cool Kids forløb, at ”der er forskel på at være 9 og 39 år”. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at vi som voksne skal anerkende, at de år, vi har levet, betyder noget. Det gør en kæmpe forskel, om du har 9 års livserfaring eller om du har 39 års livserfaring.
Når vi betragter børn som jævnbyrdige, dvs. betragter dem som nogen, der ved (næsten) lige så meget som os selv, og som er i stand til at træffe fornuftige og kvalificerede valg omkring deres liv og fremtid, kan vi komme til at anbringe os selv i en afventende position i forhold til børnene. Vi venter på, at de skal gøre det rigtige, træde i karakter, handle. Vi venter på, at de skal bringe deres livsklogskab i spil, som om denne viden er medfødt og ikke tillært.
I bedste mening giver vi børnene mandat til at træffe vigtige beslutninger og vælge til og fra. Således kommer vi til at pådrage børnene et ansvar, som jeg slet ikke mener børnene kan og skal leve op til! Børn kender og forstår som regel ikke konsekvenserne af deres beslutninger, især ikke de langsigtede konsekvenser, og de har kun deres begrænsede livserfaring at træffe deres beslutninger ud fra. Hvad andet kan de gøre?
Mange af de børn, jeg møder i min klinik, har angst. De håndterer angsten gennem en undgåelsesadfærd, hvor de, som begrebet indikerer, undgår det de er bange for. Dette er en helt almindelig og normal reaktion: Det er svært at kaste sig ud i noget, man er bange for. Det er svært at vælge den handling til. Der har man som barn brug for sine forældre. Og det er her, skismaet opstår: For når forældre ikke bare er hensynsfulde, omsorgsfulde og kærlige (og det er de fleste! J), men også afventende, så hjælper de ikke deres barn. Tværtimod kan de komme til at gøre situationen værre.
Af samme grund er det sådan en positiv oplevelse for mig som psykolog, når forældre forstår, at de skal hjælpe deres barn igennem noget, der er svært – og hvordan de kan gøre det. Når forældrene forstår, at de ikke skal vente på, at deres søn eller datter selv tager initiativ til at øve sig i noget, der er svært. Når forældrene forstår, at det er for store krav at stille, uanset barnets alder i øvrigt.
Dermed bliver der en del af beslutningsprocessen, som barnet ikke er med inde over, og det er okay. Det gør jer ikke til dårlige forældre, tværtimod.
De oplevelser og de erfaringer, vi har gjort på vores vej, skal vi bruge konstruktivt, til at guide næste generation. Vi skal altså hverken håndtere de svære ting for børnene eller vente på, at det sker af sig selv, men derimod lære børnene at håndtere livet selv. Det betyder, at vi skal afstemme de valg, vi giver dem mulighed for at træffe, til den alder de har. I takt med at de bliver ældre, skal de få lov at bestemme flere og flere ting, enten selv eller i fællesskab med jer. Indtil de en dag, givetvis med blandede følelser hos begge parter, flyver fra reden.