Jeg tilhører en generation, der var børn i 1970’erne og -80’erne. Det var en tid, hvor børn og voksne levede i to adskilte verdener.
Vi havde et rigt børneliv: Vi tilbragte meget tid sammen med vores klassekammerater og børn fra nabolaget. Vi legede, drillede hinanden, havde konflikter, lærte af hinanden, og i takt med at vi blev ældre, snakkede vi sammen – rigtig meget. Vi snakkede om vores forældre, om venner og veninder, om klassekammerater, om kærester – reelle og ønskelige – ja, om livet generelt. Vi brugte hinanden til at forstå det, vi oplevede, og vi brugte hinanden til at lære at sætte ord på følelser. Det var ikke noget, vi lærte af de voksne.
De voksne dengang havde deres egen verden. De havde en fortrolighed, de fleste af os ikke blev inviteret ind i. Ingen spurgte os, hvad vi tænkte og følte, eller hvad vi havde af drømme, håb og ønsker for fremtiden. Ingen talte rigtig med os om vores problemer. Det måtte vi klare selv.
Vi var naturligvis også sammen med vores forældre og øvrige familie. Det var ofte centreret omkring spisning eller fjernsynskigning. Der blev spillet kort og brætspil, hygget og grinet. Der blev læst aviser og skønlitteratur og talt om alt det, der foregik i verden omkring os, både den nære og den fjerne. Der blev også råbt og skældt ud og sendt på værelset. Engang imellem fik man en endefuld.
Når de voksne holdt fest, var vi børn ofte med. Vi så dem danse og være fulde og have det sjovt. Ofte holdt vi vores egen fest i festen. Sådan en aften bød som regel på spændende og til tider dramatiske begivenheder (i begge lejre). Når festen var slut, blev vi i sovende tilstand anbragt på bagsædet af bilen med et tæppe over os, og så gik turen hjem. Det var bestemt ikke altid lige forsvarligt.
De voksne lærte os at opføre os ordentligt, når vi var sammen med andre. De lærte os at tilpasse os det eksisterende samfund, men også at stille kritiske spørgsmål. De lærte os om ytringsfrihed, demokrati og ligestilling. De lærte os at være selvstændige.
Vi lærte også meget af fjernsynet. Dengang i 70’erne kom der et regulært boom af tv-udsendelser til børn. Jeg husker særligt ”Emil fra Lønneberg”, ”Den hvide Sten” og ”Drengen med Guldbukserne”. Jeg var også glad for ”Ingrid og Lillebror”, Hans-Henrik Ley og ikke mindst Povl og Kjeld, der kastede med vand efter hinanden. Det var herligt!
Da vi blev unge, havde mange af dem, jeg kender, et ønske om at gøre det anderledes, når de en dag selv fik børn. Næste generation af børn skulle blive mere inddraget, blive talt mere med og spurgt mere ind til. Vi skulle give plads til børnene. Vi skulle høre om deres tanker, følelser, holdninger og meninger, ønsker, håb, drømme, forventninger, problemer og sociale relationer.
Mange af os har desuden haft det som mål at gøre det at tale om sit indre liv med venner, veninder, kærester, ægtefæller, kolleger og hvem ved jeg til en helt almindelig livspraksis. Det er et mål, de fleste af os har nået.
Hvordan min generation har klaret at blive forældre, kan du læse om i næste uge…