Der var temalørdag på DR2 i sidste uge om curlingforældre. Jeg så det med en blanding af lige dele fascination, forundring og frustration.
ZONEN FOR NÆRMESTE UDVIKLING
Da jeg læste psykologi på Københavns Universitet, blev vi blandt så meget andet undervist i udviklingspsykologi. Det var faktisk mit linjefag. Et af de store navne, vi blev præsenteret for, var en russisk psykolog og kulturkonstruktivist ved navn Lev Vygotsky. Ham kom jeg til at tænke på i lørdags.
Vygotsky havde en teori omkring læring hos børn. Han kaldte teorien ”zonen for nærmeste udvikling” (1978). På en yderst enkel og slående måde viser han gennem et nu klassisk eksperiment, hvorledes børn lærer en ny færdighed, og hvordan vi som voksne henholdsvis fremmer eller hæmmer denne udvikling, afhængig af hvordan vi forholder os til barnet i læringssituationen.
Eksperimentet består i al sin enkelhed af et barn (på omkring 1 år?) og en forælder, der placeres på hver sin side af et bord. De sidder forholdsvis tæt, men ikke så tæt, at de kan røre hinanden. Forælderen tager herefter en lille, rød bold frem (så vidt jeg husker det!) og lægger den forskellige steder på bordet: Langt fra barnet, tæt på barnet og lidt væk fra barnet.
Færdigheden, barnet skal optræne, består i at koordinere øjets perception af afstand (hvor tæt på eller langt væk, et objekt er) med håndens griberefleks. Barnet skal altså lære, at det skal række armen ud og knytte hånden for at få fat på bolden. Gennem gentagne øvelser (trial and error) trænes barnets evne til at koordinere øje og hånd, med hjernen som mellemled.
Når forælderen placerer bolden tæt på sig selv og dermed langt væk fra barnet, kan barnet på ingen måde nå bolden. Frustrationen hos barnet er tydelig. Her er udfordringen for stor, og barnet lærer ingenting. Placerer forælderen bolden lige foran barnet, er der ingen frustration, for barnet får sit ønske opfyldt i den konkrete situation. Men omvendt lærer barnet heller ikke noget. Ved at få bolden forærende, er barnet ikke kommet den færdighed nærmere, hvormed det kan koordinere øje og hånd.
Placerer forælderen derimod bolden tilpas langt væk fra barnet, at det skal anstrenge sig for at få fat på bolden, men godt kan få fat på bolden, så lærer barnet den ønskede færdighed. Det får lov at øve sig og dermed lære, hvad der skal til for at få fat på bolden.
Dette ”område”, hvor læring er mulig, kaldte Vygotsky for ”zonen for nærmeste udvikling”. Det er dér, vi skal placere os, både bogstaveligt og i overført betydning, når vi vil lære børn nye færdigheder. Uanset om disse færdigheder er fysiske, mentale, psykiske eller sociale.
Og vi må som voksne ikke holde op med at lære børn færdigheder! Vi må ikke holde op med at skabe situationer, hvor læring er mulig for dem. Ikke hvis vi ønsker at børnene skal udvikle sig til at blive kompetente og selvstændige voksne. Jeg vil gerne appellere til alle jer forældre derude ved at sige følgende: ”Det er okay, at jeres børn ikke kan alting den første gang, de prøver. Det er okay, at de bliver frustrerede. Det er okay, at jeres børn skal lære en færdighed ved at øve sig mange gange. Det er okay, at jeres børn oplever, at de bliver gradvist bedre. At de kan selv. Det er okay, at de bliver glade og stolte over sig selv, fordi de har gennemført noget, der var svært til at begynde med. Giv dem den mulighed.”