Mandag d. 17. august 2015 døde min mor efter to års forgæves kamp mod lungekræft og metastaser i hjernen. Hun blev 70 år gammel.
Jeg var hos hende, da hun døde, og det er jeg vældig glad og taknemmelig for. Hun døde med et smil på læben, og det gav alle i familien stor ro, for hun havde været meget bange for at dø en smertefuld død.
Jeg var der også, da min mormor døde for efterhånden 16 år siden. I dødsøjeblikket gav hun min hånd et klem, på trods af at hun var bevidstløs. Hendes afsked med livet blev en vældig stærk og rørende oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Dagen efter min mormors død, fik jeg besked om, at min bedste veninde havde født sin førstefødte søn den selvsamme dag. Da fik min mormors død en særlig betydning, for den blev symbol på livets cyklus: At når ét lys slukkes, så tændes et nyt.
Min veninde er faktisk gravid igen. Og selvom hun først skal føde sin tredje søn om et par måneder, så er det alligevel tankevækkende, at vores liv endnu engang bliver forenede på denne måde. Jeg håber, at også denne gang vil fødslen af et lille nyt liv give døden mening. Om end jeg lige nu har svært ved at acceptere, at det allerede var min mors tur.
Om lidt bliver her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set det du ville
Fik du hørt din melodi
Om lidt, om lidt er vi borte
Vi ses måske igen
(Om lidt: Musik: Kim Larsen,
Tekst: Kim Larsen & Leif Petersen)
Til minde om min mor
Kirsten Hadsund
1944-2015